BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Får du energi af at gennemføre vellykkede rekrutteringer, og vil du være en del af opgaveløsningen for hele Forsvarsministeriets område? Besidder du et professionelt administrativt gen og har du interesse i at arbejde med alle aspekter af rekrutteringsprocessen?
Om os
Du bliver en del af vores Center for Rekruttering og Karriere, en afdeling under Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS). Vores primære opgave er at støtte og rådgive Forsvarets chefer om regler og retningslinjer i forbindelse med rekruttering og øvrige personaleforhold.
Vi går en spændende tid i møde, idet FPS skal implementere en ny HR-strategi, hvor du kan være med til at sætte dit præg på fremtiden og opnå stor faglig og personlig udvikling.
Vi har en uformel og humoristisk omgangstone og vægter faglighed, arbejdsklima, samarbejde og sparring. Vores kultur er kendetegnet ved morgenmøder og ugentlige teammøder, der sikrer sammenhold og vidensdeling.
"Vi er gode til at bidrage og videndele med hinanden, og vi sørger for, at vi også har det sjovt, når vi er her. Jeg oplever, at vi har et godt arbejdsmiljø og en rigtig fornuftig work-life balance,” fortæller Anders, en af dine kommende kollegaer.
Vi tilbyder betalt frokostpause, en god frugtordning, motionsrum, fleksible arbejdstider, gode muligheder for hjemmearbejde og sociale arrangementer i det omfang du har lyst til.
Om stillingen
Du bliver ansvarlig for den administrative del af dine egne rekrutteringer fra A til Z. Din primære opgave er at rådgive og vejlede cheferne i alle ansættelsens faser og sikre det gode kandidatfelt.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
• Udarbejde stillingsopslag i samarbejde med ansættende chef
• Identificere og vurdere kandidater
• Vejlede og rådgive om regler og retningslinjer ved ansættelse
• Klæde ansættende chef på til gennemførelse af samtaler
Du får ansvar for den komplette HR-sagsbehandling ved ansættelser, herunder udarbejdelse og fremsendelse af ansættelseskontrakter. Du vil også arbejde med HR-forvaltning og sagsbehandling af personalerelaterede sager og kan blive ansvarlig for større rekrutteringsprojekter afhængig af dine færdigheder.
”Som ny medarbejder er jeg dybt taknemmelig for, hvor godt der er blevet taget imod mig. Jeg har sjældent følt mig så godt tilpas blandt så mange nye mennesker, så hurtigt som jeg gør det i Forsvaret. Jeg er omgivet af kompetente kollegaer, som fagligt motiverer mig, og som interesserer sig for mig som menneske,” fortæller en af teamets nye medarbejdere.
Vi tilbyder dig en spændende stilling med ansvar for egne rekrutteringer, hvor du kan gøre en forskel ved at ansætte medarbejdere til Forsvaret.
Sluttelig kan nævnes, at der vil være gode muligheder for deltagelse i forskellige projekter/udvalg på tværs i organisationen.
Om dig
Det er ønskeligt, at, at du har erfaring indenfor HR-området, eventuelt fra en lignende stilling og gerne fra det offentlige, hvor du har kendskab til ansættelses- og overenskomstmæssige forhold.
I rollen som HR-konsulent er du løsningsorienteret, imødekommende og har evnen til at kommunikere klart og tydeligt. Du arbejder selvstændigt og træffer de rigtige beslutninger inden for teamets ansvarsområde.
Vi stiller høje krav til din professionalisme, opmærksomhed på samarbejde og evne til at skabe gode relationer. Stillingen indeholder også rutineprægede administrative arbejdsprocesser, der kræver, at du er fokuseret, systematisk og struktureret.
"Du får et stort ansvar som HR-konsulent med ansvar for dine egne rekrutteringer, samtidig med at du løser de daglige HR-driftsopgaver på lige fod med dine kolleger,” fortæller fungerende teamleder Thomas, der står klar til at tage godt imod dig sammen med alle dine kommende kolleger.
Ansættelsesvilkår
Som militær:
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Som civil:
Du bliver ansat og aflønnet i henhold til gældende overenskomst enten som HK eller AC. Afhængig af dine kvalifikationer vil der være mulighed for at forhandle tillæg. Til stillingen hører en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din
ansættelsesperiode.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende teamleder, kaptajn Thomas S. Eskebjerg Krog på tlf. 7281 9159.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Pia Knudsen på tlf. 7281 9144.
Send os din ansøgning og dit CV via linket, hvor uddannelsesbevis og andre relevante dokumenter ligeledes skal tilføjes.
Ansøgningsfristen er den 23. juni 2024 og vi forventer at holde ansættelsessamtaler umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere end 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.
Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Lautruphøj , 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6062942