Har du styr på detaljerne, trives med at skabe struktur, og kan du samtidig lide en hverdag med udvikling, samarbejde og et godt grin? Så er din næste stilling måske klar til dig i Center for Bemanding og Tilknytning i Personelkommandoen i Ballerup.
Om os
Personelkommandoen har hovedkontor i Ballerup og er ”Forsvarets HR-afdeling” med 500+ medarbejdere, der støtter og servicerer både de militære operative enheder og de øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet.
Du bliver en del af Proces og Udviklingssektionen (POU), hvor vi er ti engagerede kollegaer med hver vores interesser, kompetencer og forskelligheder. Vi komplimenterer hinanden og bidrager hver især med noget forskelligt og særligt til teamet.
Vi har hver vores speciale og ansvarsområde, men vi lægger stor vægt på sparring og samarbejde, da vi sætter pris på at blive klogere sammen. Mest af alt lægger vi vægt på, at vi har det godt sammen, og at vi hjælper hinanden.
Ud over dette kan vi tilbyde dig op til en fast hjemmearbejdsdag om ugen, og så får du betalt frokostpause samt gratis frugt.
Om stillingen
I stillingen bliver du en nøgleperson i vores daglige drift. Du bliver en del af vores administrative team, hvor du arbejder tæt sammen med både dine kollegaer i sektionen og med kollegaer i resten af Center for Bemanding og Tilknytning, som vi er en del af. Din kontaktflade bliver stor, da du kommer til at løse opgaver, som også har relation til resten af Forsvaret.
Du kommer til at bidrage til at skabe effektive processer og et smidigt administrativt set-up sammen med de øvrige kollegaer i dit team.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
- Oprettelse og ændring af brugere i vores IT-systemer, som anvendes i vores rekrutterings- og ansættelsesprocesser
- Besvarelse af henvendelser fra interne brugere omkring disse IT-systemer
- Opdatering af lister, procesbeskrivelser og vejledninger
- Understøttelse af vores udviklings- og procesarbejde med praktiske og administrative opgaver
- Vedligeholdelse og udvikling af vores SharePoint-sites
- Administrativ støtte i forbindelse med møder, seminarer og rejser.
Vi søger dig, som arbejder selvstændig med egne opgaver, og samtidig også holder af at arbejde sammen med kollegaer i teamet om fælles opgaver.
Du behøver ikke kunne alt fra dag ét – vigtigst er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære nyt.
Vi ser gerne, at du:
- Har en kontoruddannelse inden for offentlig administration eller anden relevant kontoruddannelse.
- Har mindst 2–3 års erfaring fra en administrativ stilling, gerne i en større organisation
- Har erfaring med Office-pakken og er tryg ved at arbejde med forskellige IT-systemer
- Arbejder struktureret, er omhyggelig og kan holde overblik i en travl hverdag
- Kommunikerer klart og venligt – både skriftligt og mundtligt på dansk
- Trives i et miljø med både faste opgaver og opgaver som kommer ind mere ad-hoc.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig koordinator Lone på telefon 3266 5791.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Lone Skovgaard Leerbæk på telefon 3090 1290.
Ansøgningsfristen er den 12. juni 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse 1. juli eller hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Personelkommandoen
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 25.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.
Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Personelkommandoen, Lautruphøj, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/388c062c-c86d-4c10-89e8-4e9e21d50ff8