Bliv central nøgleperson som administrativ medarbejder i Kapacitetsansvarlig LAND hos forsvarsministeriet

dato

Vil du være med til at understøtte fremtidens Forsvar og Kapacitetsansvarlig LAND i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse gennem stærk administrativ støtte og koordinering?

Motiveres du af at arbejde i en kompleks og videnstung organisation, hvor dine administrative kompetencer er med til at sikre fremdrift og kvalitet i opgaveløsningen? Er du Struktureret og serviceminded? Så er denne stilling i Personale- og Administrationssektionen ved Kapacitetsansvarlig LAND måske noget for dig.

Om os
Kapacitetsansvarlig LAND er en del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og rummer i dag mere end 250 medarbejdere – et antal, der forventes at vokse yderligere inden udgangen af 2026. Vi er en videns- og kompetencetung organisation, med både civile- og militære medarbejdere. Fremtiden for os byder på komplekse og omskiftelige opgaver og vilkår.

Koordinationsafdelingen fungerer som en stab for Kapacitetsansvarlig LAND og yder dertil ledelsesstøtte til chefen fra Kapacitetsansvarlig LAND. Vi består af ca. 35 medarbejdere hvilket omfatter blandt andet HR, organisationsudvikling, økonomi, styring og koordination af den samlede portefølje- og opgaveløsning.

Personale og Administrationssektionen er en sektion i koordinationsafdelingen og består aktuelt af fire medarbejdere. Sektionen har ansvar for ledelsesstøtte, den daglige task-management, HR-drift og den langsigtede strategiske udvikling inden for organisation, personale-, kompetence- og ledelsesområdet. Arbejdsklimaet er præget af høj faglighed, frihed under ansvar og stor gensidig tillid – og selvom tempoet er højt, oplever vi, at arbejdet giver mening.

Om stillingen
Du bliver administrativ medarbejder i Personale- og Administrationssektionen med ansvar for administrativ støtte, særligt til chefen for Kapacitetsansvarlig LAND, chefen for Koordinationsafdelingen i Kapacitetsansvarlig LAND og chefen for Personale- og Administrationssektionen.

Stillingen har fokus på koordinering, administrativ sagsbehandling og understøttelse af ledelsen i en organisation med mange alsidige opgaver og interessenter. Du vil få en central rolle i at sikre struktur, fremdrift og kvalitet i de administrative processer og i den daglige ledelsesunderstøttelse.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Administrativ støtte- særlig til chefen for Kapacitetsansvarlig LAND, chefen for Koordinationsafdelingen og chefen for Personale- og Administrationssektionen.
  • Styring og administration af kompetencebudget.
  • Støtte til task-management og opfølgning på opgaver og koordinationsprocesser.
  • Håndtering og koordinering af aktindsigtsanmodninger.
  • Administrativ sagsbehandling og støtte inden for HR-området.
  • Koordinering af møder, ledelsesoplæg, administrative processer og ad hoc-opgaver.
  • Bidrag til at sikre effektive arbejdsgange og sammenhæng på tværs af organisationen.
Du vil arbejde tæt sammen med sektionens øvrige medarbejdere, ledelsen i Kapacitetsansvarlig LAND og interne samarbejdspartnere på tværs af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Forsvarsministeriets koncern.

Om dig
Du har erfaring med administrative opgaver og trives i en rolle, hvor struktur, koordinering og service er centrale elementer i hverdagen. Du arbejder selvstændigt, har sans for detaljen og formår samtidig at bevare overblikket i en organisation med mange parallelle opgaver.

Du har en relevant administrativ uddannelsesbaggrund, eksempelvis inden for offentlig administration, kontoradministration eller tilsvarende, og det er en fordel, hvis du har erfaring fra staten, Forsvaret eller en anden politisk styret organisation.

Du er stærk i skriftlig og mundtlig kommunikation og kan formulere dig klart og professionelt. Samtidig er du samarbejdsorienteret og motiveres af at understøtte både ledelse og kolleger gennem effektiv administrativ støtte.

Det forventes, at du arbejder struktureret og systematisk, tager ansvar for dine opgaver og bidrager positivt til et arbejdsmiljø præget af høj faglighed, fleksibilitet og gensidig respekt.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Personale- og Administrationssektionen Sarah Nadja Gandrup på telefon 2126 5931.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.

Ansøgningsfristen er den 21. juni 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. august 2026.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/6c116805-393f-40de-b0a9-75da02dda769

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet