Bliv driftsspecialist i Akutberedskabet med fokus på medicoteknisk udstyr i dagtimerne

dato

Ved du en masse om ambulancedrift, har du teknisk snilde og vil du gerne arbejde i hverdagene og dagtimerne? Så er du måske den driftsspecialist, vi leder efter i Region Hovedstadens Akutberedskab, hvor du skal indgå i vores sektion Køretøjer & Materiel i afdelingen Logistik & Service.

Vi er den afdeling, der bl.a. har ansvaret for Akutberedskabets køretøjer, vareleveringer og medicoteknisk udstyr, og vi løser de små og store opgaver, der opstår hver eneste dag, så Akutberedskabet kan løse sine vigtige opgaver i ambulancetjenesten, på Akuttelefonen 1813 og på AMK Vagtcentral.

Vi har fysisk base i Ballerup men kommer dagligt på vores ambulancebaser i Hvidovre, Taastrup og Frederiksberg. Vi står også for regionens akutlægebiler, der holder til på hovedbrandstationen i København og på hospitalerne i Hvidovre, Herlev og Hillerød. Vi har også akutbiler placeret på baser i Ballerup, Frederiksberg, Dragør, Skibby, Græsted, Hundested og Hornbæk.

Som driftsspecialist vil din hovedopgave være at sørge for vores medicotekniske udstyr i tæt samarbejde med vores leverandører og samarbejdspartnere. Dine daglige opgaver vil bl.a. bestå i servicering af hjertestartere, defibrillatorer, SINE-radioer, respiratorer og sprøjtepumper, og her er teknisk snilde og ambulancekendskab en stor fordel. Mange af vores opgaver kræver indgående forståelse for vores udstyr og for den sundhedsfaglige drift, som altid er vores hovedfokus.

Du vil indgå i et dedikeret team af kollegaer med sundhedsfaglig baggrund, som vægter samarbejde, trivsel og teamånd meget højt. Vi drømmer om en udadvendt og imødekommende ny kollega, da vi er en serviceafdeling, som kommer rundt i organisationen og har mange samarbejdspartnere eksternt. Det er også vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt, når opgaverne kræver det, og at du er omstillingsparat, da vi hele tiden udvikler os.

Du vil hos os få rig mulighed for at få faglige udfordringer og variation i din hverdag i et spændende miljø med et vigtigt formål.

Vi tilbyder:

  • En afvekslende hverdag med faglige udfordringer
  • Et sundt miljø med gode muligheder for egen udvikling
  • Et aktivt socialt fællesskab med stærkt sammenhold
  • En tilgængelig ledelse
Vi søger en kollega med:

  • Et gyldigt kørekort til kategori B og evt. C
  • Ambulancefaglig baggrund fx som ambulancebehandler eller paramediciner
  • Lyst til faglig udvikling
  • Et ønske om at bidrage positivt til det gode kollegaskab
Det er en fordel, hvis du:

  • Har teknisk snilde indenfor IT og udstyr
  • Har branchekendskab til Akutberedskabet
  • Har kendskab til ambulancedrift
Din nye arbejdsplads

At være ansat i Akutberedskabet er noget helt specielt. Positive vinde blæser, vi oplever god trivsel blandt vores medarbejdere, og der sker en rivende udviklingen på området til gavn for borgerne.

Akutberedskabet er en del af Region Hovedstaden, som har 1,8 millioner indbyggere, et årligt budget på 37 milliarder kroner og ca. 39.000 medarbejdere. Akutberedskabet er etableret i 2012 med det formål at skabe et sammenhængende sundhedsfagligt akutberedskab for borgerne. Når vi i 2027 fusionerer med Region Sjælland og bliver til Region Østdanmark, skifter vi navn til Præhospitalet og får en masse nye gode kolleger.

Akutberedskabet har hovedkvarter på Telegrafvej i Ballerup, som også bliver din primære arbejdsplads.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er en fuldtidsstilling. Vores drift består af 7,4 timers arbejdsdag med fri lørdag, søndag og helligdage. Løn- og ansættelsesforhold sker i forhold til din uddannelsesmæssige baggrund, som fx kan være overenskomst for ambulanceuddannet personale (FOA).

Har vi vækket din interesse?

Send din motiverede ansøgning til os senest den 10. juni 2026. Vi vil gerne besætte stillingen snarest muligt eller pr. 1. august 2026.

Vi afholder ansættelsessamtaler d. 17. juni 2026, og vi indkalder evt. til en anden samtale den 23. juni 2026.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Sara Veiglin Nystrand på telefon 21960112 eller på sara.veiglin.nystrand@regionh.dk

Du kan finde flere oplysninger om Akutberedskabet på www.akutberedskabet_regionh.dk

Vi glæder os til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Den Præhospitale Virksomhed, Telegrafvej , 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/a51afd96-a11f-498b-970c-9f8e95bc4268

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet