Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation gør, at etablering af et jordbaseret luftforsvar (JBL) er en absolut topprioritet i den igangværende opbygning af Forsvaret - vil du være med til at implementere den?
Arbejdet er i fuld sving, og der er behov for at optimere Programkontoret ved Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse i Ballerup, som er overordnet ansvarlig for anskaffelse og implementering af JBL kapaciteten.
Om os
Forsvarsministeriets koncernfælles Programkontor Jordbaseret Luftforsvar består af både civile og militære medarbejdere. Vi vokser og er i øjeblikket 27 engagerede kolleger, der arbejder målrettet på at anskaffe, opbygge og implementere JBL til Forsvaret.
Programmets organisation er centreret omkring otte ’Lines of Efforts’ (LoE), som hver især dækker centrale områder i programmets gennemførelse.
Til at støtte implementeringen er der etableret et programkontor, som varetager den overordnede planlægning, styring og koordinering på tværs af LoE’erne samt økonomi-, administration, ressource- og risikostyring.
Vi lægger vægt på faglighed, samarbejde og tillid- og på at skabe et arbejdsmiljø, hvor der er plads til både professionel udvikling og godt kollegaskab. Arbejdet i Programkontoret er præget af ansvar og meningsfuldhed, hvor vi sammen bidrager til at styrke Danmarks forsvarsevne.
Om stillingen
Sammen med teamets øvrige syv medarbejdere kommer du til at understøtte hele programmets fremdrift for at anskaffe og implementere det fremtidige jordbaseret luftforsvar.
Her er det tale om et vigtigt job inden for den militære verden, hvor civile og uniformerede samarbejder. Tyngden i dine opgaver ligger i konfigurationsstyring og administrativ støtte til programmets direktion og kolleger.
Afhængig af dine kvalifikationer og ønsker, er der mulighed for at blive involveret i presse og kommunikation, bidrage til programkoordination, udfærdigelse af ledelsesinformation og referater, fremdriftsstyring og administration herunder støtte til planlægning af større møder og seminarer.
Vi kan tilbyde dig en 37 timers arbejdsuge med mulighed for flekstid. Når tjenesten tillader det, er der desuden mulighed for hjemmearbejde.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse, gerne inden for offentlig administration eller en anden relevant administrativ uddannelse. Alternativt har du opnået tilsvarende kompetencer gennem erfaring med lignende opgaver, fra tidligere ansættelser.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med SAP og KESDH, og ligeledes hvis du har kendskab til journalisering, konfigurationsstyring og SharePoint.
Det er desuden en fordel, hvis du tidligere har været ansat i Forsvaret, men det er ikke et krav.
Du arbejder struktureret, metodisk og omhyggeligt, og du trives med at tage ansvar for dine egne opgaver og følge dem helt til dørs Du har en konstruktiv og engageret tilgang til dit arbejde og forstår, at et tæt samarbejde i et større team er essentielt for at opnå Forsvarets JBL kapacitet inden for den fastlagte tidsramme.
Du har en professionel tilgang til opgaverne og formår at bevare overblikket- også i tilspidsede situationer - uden at gå på kompromis med din faglighed.
Herudover kan du kommunikere klart og professionelt på både dansk og engelsk, både på skrift og i tale.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Programkontoret major Peter Poulsen på telefon +45 2071 1254 eller mail pep2505@gmail.com
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon +45 3266 5848.
Ansøgningsfristen er den 2. november 2025. Samtaler forventes afholdt løbende.
Stillingen er til besættelse snarest muligt eller efter aftale.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Forsvarsministeriet, Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI)
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-11-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/a1b65037-11f4-48de-9804-93506226200f