Organisationspsykolog- eller konsulent til Forsvarsministeriets Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø i Aalborg, Aarhus eller Ballerup
Brænder du for at løse komplekse problemstillinger inden for ledelse og organisationspsykologi? Er du nogle år inde i din karriere og leder efter den næste spændende jobmulighed?
Så har du mulighed for at blive en del af vores team af konsulenter i Forsvarsministeriets Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø. Vi er i gang med at udvikle os, og står overfor at skulle ekspandere og udrulle nye strategiske initiativer. Derfor har vi brug for flere kræfter, der vil bidrage til udviklingen og til at løse vores mange spændende opgaver.
Vi søger aktuelt én organisationspsykolog- eller konsulent med tilsvarende kompetencer til vores afdeling i Aalborg samt én til Aarhus eller Ballerup.
Om os
Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø er en del af Personelkommandoen. Du bliver en del af Psykisk arbejdsmiljøsektion, som lige nu består af blandt andet en sektionschef og otte organisationspsykologer/organisationskonsulenter fordelt på 3 lokationer (Ballerup, Aalborg og Aarhus). Vi beskæftiger os med mange forskellige opgaver, der alle relaterer sig til ledelse, organisation og psykisk arbejdsmiljø. Vi servicerer hele Forsvarsministeriet – fra værnepligtige til generaler, samt vores mange civile ansatte.
Vi prioriterer et stærkt arbejdsfællesskab med refleksion og faglig udvikling højt. Vi har blandt andet ugentlige sparringsmøder og deltager periodisk i fælles ekstern supervision.
Om stillingen
Vores opgaver spænder fra en enkelt telefonisk ledersparring til længere organisatoriske forløb og dine uger vil sjældent være ens. Nogle uger vil du være meget på farten og løse opgaver ude hos vores samarbejdspartnere, mens der i andre uger vil være god tid til planlægning, fordybelse og udvikling.
Dine uger vil blandt andet bestå af opgaver inden for:
- Rådgivning og sparring af ledere og lederteams
- Kultur- og organisationsudviklingsforløb
- Undersøgelser og interventioner i relation til problemstillinger i det psykisk arbejdsmiljø fx stressforebyggelse og håndtering
- Udvikling af samarbejdsrelationer og konflikthåndtering i arbejdsfællesskaber
- Oplæg, undervisning, temadage og workshops med temaer som psykologisk tryghed, stress, distanceledelse, sygefravær mv.
- Rådgivning og kortlægning i forbindelse med arbejdspladsvurderinger (APV) og ved påbud fra Arbejdstilsynet
Vi tilbyder dig et job i et fagligt og engageret miljø, hvor du får stort ansvar og tilsvarende indflydelse, herunder god mulighed for at sætte dit aftryk på såvel eget job som udviklingen af hele sektionen.
Vi har fokus på, at det skal være sjovt og udfordrende at gå på arbejde, vi værdsætter et godt kollegafællesskab, og der skal være god balance mellem arbejde og fritid.
Om dig
Du vil passe godt ind i vores team, hvis du:
- Er nysgerrig, empatisk og parat til at udvikle dig i konsulentrollen
- Er en holdspiller, der har teamets samarbejde og trivsel på sinde
- Kan tage ansvar og håndtere at arbejde i et komplekst felt præget af høje følelsesmæssige krav
- Er god til at se muligheder og tænke i løsninger sammen med dem, du rådgiver.
- Kan trives i en varieret arbejdsuge, hvor du løser opgaver selvstændigt og nogle gange
- sammen med andre konsulenter.
- Har en relevant akademisk baggrund, fx som psykolog eller sociolog og har erfaring med rådgivning inden for ledelse, organisation, arbejdsrelateret stress, psykologi, HR, PPR eller lign. Som psykolog er det en fordel at være autoriseret, men ikke et krav. Personlig og faglig gennemslagskraft er vigtigere for os end et langt CV.
- Har erfaring med arbejdet i en politisk styret organisation
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i enten Aalborg, Aarhus eller Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Maria Munk på telefon 4131 7154 eller organisationspsykolog Isalena Pagh Brauer på telefon 2932 2984.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Morgan Mathilde Nancke på telefon 3266 5492.
Ansøgningsfristen er den 26. januar 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingerne er til besættelse 1. april 2026.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Personelkommandoen
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 25.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.
Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Lautruphøj, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d425953e-f337-4230-839e-0e808b9ec599