Bliv PMO-specialist og led digital transformation i det danske forsvar

dato

Vil du være med til at drive en af Danmarks vigtigste digitale transformationer? Vi opbygger fremtidens datadrevne og cybersikre forsvar – og vi har brug for din erfaring som PMO-specialist til at sikre fremdrift, struktur og overblik i et komplekst program med stor strategisk betydning for både Danmark og NATO.

Om os
NATO og dansk forsvar står foran en omfattende digital og operativ transformation for at kunne imødegå fremtidens udfordringer. Den sikkerhedspolitiske situation og særligt Ruslands ageren i Ukraine gør denne transformation endnu mere nødvendig. Transformation er tidskritisk, og indebærer en cybersikker, teknologisk, digital og datacentrisk modernisering og organisering af hele Forsvarsministeriets koncern. Derfor er vi nu ved at opbygge en koncernfælles programorganisation ved Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelse, som er overordnet ansvarlig for at bygge fremtidens digitale og datacentriske forsvar og forestå den digitale og operative transformation.

Vi leder efter kolleger med baggrund som PMO-specialist, der kan være med til at sikre den videre opbygning af programmet og levere på de mange spændende opgaver programmet har.

Programmet er organiseret i tre hovedspor:

  • Eksekvering, bl.a. med ansvar for opbygning af en ny digital backbone samt gennemføre applikationsmigrering til den nye digitale backbone
  • Digitalt fundament, bl.a. med ansvar for arkitektur, datamodel og -governance, sourcing og industrisamarbejde samt cybersikkerhed
  • Forretning, bl.a. med ansvar for koordination og samarbejde med det operative niveau, efterlevelse af NATO styrkemål og ikke mindst digital transformation af koncernen
Til at støtte arbejdet i hovedsporene er der et programsekretariat, der tager sig af programplanlægning, koordination og styring samt programmets økonomi og HR.

Om stillingen
I programsekretariatet har vi brug for dig, der har en bred vifte af evner inden for projektledelse, herunder porteføljestyring, programplanlægning, og håndtering af krav samt risici.

Som vores nye medarbejder, vil du indgå i programmets PMO, i et team med andre PMO specialister, hvor I refererer til chefen for PMO i programsekretariatet.

Du får en central rolle i at sikre såvel opbygning af et program PMO, herunder varetagelse af de opgaver, der omfatter beslutningsoplæg til programmets koncernfælles styregruppe, programporteføljestyring, programplanlægning på lang og kort sigt, interessentvaretagelse, krav- og risikostyring mv.

Om dig
For at søge ovenstående stillinger kan du både have civil eller militær baggrund.

Er du civil, forestiller vi os at du har en relevant administrativ eller akademisk uddannelse.

Desuden har du dokumenteret erfaring inden for program- eller projektledelse og -styring, planlægning, krav- og risikostyring samt interessentvaretagelse. Du har endvidere erfaring med den fællesstatslige programmodel og statens IT-projektmodel samt at arbejde efter Slotsholms-metoden.

Er du – eller har du tidligere været – tjenestegørende i Forsvaret, forventer vi har gennemført relevant (videre-)uddannelse og relevant tjeneste.

Har du erfaringer fra stillinger i spændingsfeltet mellem det militærteknologiske og militæroperative område, i eller uden for Forsvaret, vil det ligeledes være en fordel.

Vigtigst af alt er du samarbejdsorienteret, struktureret, metodisk og omhyggelig. Du har en positiv og konstruktiv tilgang til løsningen af dine opgaver, og du er god til at indgå i et større, tværfagligt team, som løser opgaverne sammen med dig. Dette er essentielt for, at den digitale og operative transformation kan gennemføres inden for den fastsatte tidsramme.

Du trives generelt med et stort ansvar for egne opgaver, og du er vedholdende i forhold til at følge dem til dørs. Du har evnen til at forblive samlet og se klart i udfordrende øjeblikke, uden at gå på kompromis med dine faglige standarder. Du er desuden god til at kommunikere på både dansk og engelsk i skrift og tale.

Ansættelsesvilkår
Hvis du bliver ansat som civil gælder følgende ansættelsesvilkår:
Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende overenskomst for ansatte i staten. Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Hvis du bliver ansat militært gælder følgende ansættelsesvilkår:
Dette brede opslag omfatter premierløjtnanter og kaptajner/kaptajnløjtnanter i løngruppe 3 og 4. Stillingens indhold og niveau justeres efter den valgte kandidat. Der kan også være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret..

Arbejdsstedet er i København.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte oberstløjtnant Flemming Brühl Asmussen på telefon 9350 4503 eller Danni Wulff på telefon 2931 5130, som du kan drøfte stillingerne med eller som kan henvise til den rette person.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Sandra Bengtson Heede (miltære ansøgere) på telefon 7281 9172 eller HR-konsulent Mie Jensen (Civile ansættelser) på telefon 3266 5394.

Stillingerne er til besættelse snarest muligt og ansøgningsfristen er 4. august 2025.

Der afholdes ansættelsessamtaler løbende.

Vi ser meget frem til at høre fra dig!

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om forsvarsministeriets materiel- og indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.

FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 04-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/f2d05346-3a96-4540-abbe-0ddf676bfa43

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet