Har du erfaringen og de rette kompetencer, så har du nu muligheden for at blive sektionschef for et nyt team af dygtige Cyber- og IT-sikkerhedsarkitekter.
NATO og dansk forsvar står foran en omfattende digital og operativ transformation for at kunne imødegå fremtidens udfordringer. Den sikkerhedspolitiske situation og særligt Ruslands ageren i Ukraine gør denne transformation endnu mere nødvendig.
Om os
Transformation er tidskritisk, og indebærer en teknologisk, digital og datacentrisk modernisering og organisering af hele Forsvarsministeriets koncern. Vi er derfor nu ved at opbygge en ny koncernfælles programorganisation – Program Digital og Operativ Transformation (DOT) ved Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). DOT er i Forsvarsministeriets koncern overordnet ansvarlig for at bygge fremtidens digitale og datacentriske forsvar og skal desuden forestå den digitale og operative transformation.
DOT er etableret på baggrund af en række analyser og anbefalinger, der viser behov for en teknologisk opdatering af eksisterende datainfrastruktur. DOT skal sikre, at Forsvaret i fremtiden kan gennemføre Multi Domain Operations på tværs af de fem operative domæner.
Om stillingen
Forsvaret skal fremadrettet arbejde mere datacentrisk end i dag, med det mål at relevante data kan danne grundlag for hurtigere, bedre og konsoliderede beslutninger drevet af data. Cybersikkerhed er fundamentet for, at Danmark kan indsamle, berige, benytte og dele data med allierede. Af denne årsag har vi behov for at transformere, hvordan Cyber- og IT-sikkerhed designes og indgår i initiativer.
Vi søger en kompetent og erfaren sektionschef for vores nye team af Cyber- og IT-sikkerhedsarkitekter, der er ansvarlig for at styre og sætte retning for udvikling og implementering af Cyber- og IT-sikkerhedsarkitektur, samt lede sektionens opgaver med fx at omsætte politikker og krav til praksis. Formålet er at sikre, at Forsvarets data og løsninger virker sikkert sammen, og skaber operativ effekt i fred, krise og krig.
Du vil skulle opbygge dit team, der vil udgøre den faglige ekspertise indenfor Cyber- og IT-sikkerhedsarkitektur, og får dermed en særdeles vigtig position i organisationen.
Du vil som sektionschef skulle indgå i tværfaglige samarbejder, og være i stand til at støtte den digitale udvikling inden for de fem domæner land, luft, maritim, cyber og space, samt resten af koncernen.
Endeligt har du ansvaret for, at kravene til Cyber- og IT-sikkerhedsarkitektur for løsninger (systemer/applikationer/platforme) er klart beskrevet i en brugbar form.
Vi forventer at du har relevant ledererfaring og faglige kompetencer inden for arkitektur og IT / cybersikkerhed, herunder at du har et bredt kendskab til teknologi.
Om dig
For at søge stillingen kan du både have civil eller militær baggrund. Er du civil, forestiller vi os, at du har en relevant akademisk eller cybersikkerhedsfaglig uddannelse. Du har dokumenteret erfaring med ledelse af højt specialiserede medarbejdere, fx fra et IT-leverandør-/konsulenthus, fra en cybersikkerhedstung statslig organisation - fx Forsvarsministeriets koncern eller lign.
Du har dokumenteret erfaring med Cyber- og IT-sikkerhedsarkitektur. Vi forventer, at du på et forretningsmæssigt niveau har erfaring med at designe og udvikle arkitektur og teknologivalg. Du forventes også at have erfaring med sikkerhedsmodellen Zero Trust.
Du trives godt med ledelse, har et højt fagligt niveau, og stærke samarbejdsevner. Du har en positiv og konstruktiv tilgang til løsningen af dine opgaver, og du er god til at lede og indgå i et større team, som løser opgaverne sammen med dig. Dette er vigtigt for DOT, at den digitale og operative transformation bliver en realitet inden for den givne og ambitiøse tidsramme.
Du trives generelt med et stort ledelsesmæssigt og selvstændigt ansvar, og du er vedholdende i forhold til at følge opgaver til dørs. Du holder hovedet koldt, og bevarer overblikket i tilspidsede situationer uden at give køb på din faglighed. Du er god til at kommunikere på både dansk og engelsk i skrift og tale. Du skal i et vist omfang forudse rejseaktiviteter i stillingen både inden og uden for Danmark.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op civilt og militært.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er København Ø.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Glenn Jeilsø på telefon 2421 2228, og Vicedirektør for Digitalt Fundament Morten Christian Hvidberg på telefon 2328 7234, som du kan drøfte stillingen med eller som kan henvise til den rette person.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår som civil, kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716.
Stillingerne er til besættelse snarest muligt og ansøgningsfristen er den 30. november 2025.
Der afholdes ansættelsessamtaler umiddelbart herefter og ansættelse pr. 1. januar 2026, eller efter nærmere aftale.
Vi ser meget frem til at høre fra dig! Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, medhovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-11-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/ca1d3aa6-2918-46ab-8867-8fa6720e740c