Bliv sektionschef i Forsvarsministeriets ledelsessekretariat og form beslutningskvaliteten

dato

Brænder du for at skabe høj beslutningskvalitet og udvikle fagligt stærke medarbejdere?

Vil du i berøring med spændende arbejdsopgaver i et miljø, der er militært, politisk og kommercielt?

Så har du nu muligheden for, at søge en af de mest unikke sektionschefstillinger inden for Forsvarsministeriets område.

Er du samtidig en erfaren, kompetent, rolig og dygtig leder, der kan balancere mellem udvikling og drift, så er du måske vores nye sektionschef i Ledelsessekretariatets Sekretariatssektion.

Om os

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) anskaffer, understøtter og bortskaffer materiel og it for hele Forsvarsministeriets koncern og andre myndigheder i staten. Vi arbejder også målrettet på at modstå de cyberangreb som Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Den nuværende sikkerhedspolitiske situation stiller store krav til tempo og handlekraft. Historisk store materielinvesteringer skal hurtigt omsættes til operativ effekt (opbygning af kampkraft). Det stiller nye krav til, hvordan vi som styrelse arbejder med sammenhængen mellem anskaffelse, drift og operativ anvendelse.

Sekretariatssektionen er en del af Ledelsessekretariatet, som også tæller sektionerne, Presse og Kommunikation, samt Fremtidens FMI. Ledelsessekretariatet er organisatorisk forankret under Ressourcedivisionen.

Sekretariatssektionen yder støtte til vores direktør og bidrager til opgaveløsningen sammen med den øvrige organisation. Sektionen bevæger sig både på det forvaltningsretlige, kommercielle, militærstrategiske og politiske niveau.

I Sekretariatssektionen arbejder vi på tværs af FMI og koncernen. Vi er derfor gode til at skabe personlige relationer til resten af huset, til Forsvaret, til de øvrige styrelser, myndigheder og departementet. Vi støtter hinanden og samarbejder aktivt om den fælles opgaveløsning. Vi anvender hinandens forskellige kompetencer på tværs af uddannelse, stilling og rang i løsningen af de varierede og undertiden ret komplekse sager, der kommer forbi sektionen.

Dit nye arbejdsområde

Som chef for Sekretariatssektionen bliver du personaleleder for cirka ti civile- og militære medarbejdere med forskellig faglig baggrund og erfaring. Du får mulighed for at arbejde tæt på- og sammen med styrelsens topledelse. Der er tale om en højt profileret stilling, hvor du både kan dygtiggøre dig ledelsesmæssigt, fagligt og tilegne dig de relevante embedsmandskompetencer, som du kan få stor gavn af i din videre karriere.

Sektionens konkrete opgaver

Sekretariatssektionen har ansvaret for en bred vifte af kritiske opgaver samt opgaver med stort fokus:

  • Politisk betjening: Besvarelse af politiske spørgsmål fra Forsvarsministeriets departement, herunder bidrag til folketingsspørgsmål og politiske briefinger.
  • Juridisk sagsbehandling: Håndtering af komplekse aktindsigtssager, klagesager, generelle forvaltningsretlige problemstillinger og borgerhenvendelser.
  • Kvalitetssikring: Udvikling og vedligeholdelse af de overordnede rammer for god og lovlig sagsbehandling i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
  • Sagsstyring og opgaveanalyse: Håndtering og koordinering af tværgående sager, der ikke naturligt lander i andre afdelinger i styrelsen, herunder mål- og resultatplan, årsberetning samt tværministerielle høringer.
Dine primære fokusområder som leder

Som sektionschef er din fornemmeste opgave at skabe rammerne for faglig og personlig udvikling af dine medarbejdere. Du skal sikre, at de modtager de relevante informationer til at kunne navigere i et komplekst krydsfelt af politiske, militære, juridiske, kommercielle og ledelsesmæssige interesser. Samtidig skal du sikre en høj faglighed og ordentlighed i sektionens processer og opgaveløsning. Endelig skal du være god til at skabe ro og overblik – særligt når det går stærkt og dagen udvikler sig uforudsigeligt.

Stillingen indeholder både ledelse af sektionens medarbejdere, selvstændig håndtering af opgaver samt varetagelse af administrative opgaver for sektionens medarbejdere. Det er vigtigt, at du kan alle tre dele. Nogle af opgaverne i stillingen er:

  • Daglig ledelse af- og sparring med sektionens medarbejdere og chefen for Ledelsessekretariatet.
  • Selvstændig håndtering af større opgaver som fx politisk forberedende arbejde, tværgående udvalgsspørgsmål til Folketinget, bidrag til samråd, mv.
  • Administrative opgaver som fx at godkende arbejdstid og rejser.
  • Koordination og udarbejdelse af beslutningsoplæg, briefinger og mødemateriale til direktøren.
Sekretariatssektionen løser og koordinerer en række konkrete opgaver, som det er en fordel, du har erfaring med. Blandt andet et stort antal aktindsigtssager, borgerhenvendelser, høringer, samt bidrag til national planlægning, investeringsscreeninger og operative opgaver.

Hvem er du

Du har en akademisk uddannelse, fx samfundsvidenskabelig eller lignende.

Det er vigtigt, at du har talent for ledelse, herunder flere års ledelseserfaring. Du skal også have en forkærlighed for offentlig forvaltning i alle dens afskygninger. Det vil derudover være en fordel, hvis du har erfaring fra departements- eller styrelsesniveau samt kendskab til Forsvarsministeriets område.

Du er kendt for din grundighed, professionalisme og ordentlighed. Du er en rolig og anerkendende leder. Du formår at skabe gode relationer og omsætte faglig kompleksitet, til skarpe beslutningsgrundlag. Du er ansvarsbevidst, arbejder selvstændigt og struktureret, og din kommunikation er kort og klar både skriftligt og mundtligt.

Din fleksibilitet og evne til at lede arbejdet med opgaverne – som ofte kan være med kort varsel - gør, at du også trives i travle situationer med højt arbejdstempo. Du skal derfor kunne bevare overblikket og til stadighed have blik for betydningen af høj faglighed og rettidig omhu, som blandt andet skal sikre, at nødvendige informationer tilgår direktøren rettidigt.

Du skal være indstillet på, at arbejde uden for almindelig arbejdstid kan forekomme. Personligt er du udadvendt og har fremragende samarbejdsevner. Dette for at gøre dig i stand til at opbygge stærke, tillidsfulde relationer med kollegaer på alle niveauer i styrelsen, til andre instanser på ministerområdet samt med vores mange samarbejdspartnere.

Du evner desuden at indgå i et forholdsvis tæt samarbejde med vores direktør, både i et rum af fortrolighed og faglighed.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Ledelsessekretariatet, kontorchef Kåre Thorsen på tlf. 2527 4461 – alternativt på mail FMI-LE-CH@MIL.DK i perioden uge 30 - 32.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.

Ansøgningsfristen er den 10. august 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

I forbindelse med 1. samtale kan en faglig case indgå, som du informeres nærmere om

Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2.500 civile og militære medarbejdere fordelt over hele Danmark, og vores hovedkvarter ligger i Ballerup.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk og om os på www.fmi.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-08-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/0de0253b-96c4-44c1-9a4d-45ccf106abaa

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler