Bliv teknisk systemansvarlig ingeniør eller maskinmester for Forsvarets specialcontainere i Ballerup

dato

Vil du arbejde med projektanskaffelse, udvikling, modifikation og drift af Forsvarets specialcontainere? - Og er du en ressourcestærk faglig ingeniør eller maskinmester? Så har vi en spændende og udfordrende stilling som tilbyder faglige udfordringer, en blanding mellem teknisk know-how og praktisk anvendelighed i en alsidig og udfordrende hverdag med bred kontaktflade både internt i Forsvaret og eksternt med leverandører.

Om os

Kapacitetscenter Lejr- og Sanitetsmateriel beskæftiger 19 medarbejdere både militære og civile. Sektionen består af en chef, souschef, teamleder og 16 tekniske sagsbehandlere.

Vi har ansvaret for at tilrettelægge og gennemføre anskaffelser og modifikationsopgaver inden for vores materiel område, ligesom vi efterfølgende er systemansvarlig for drift af materielsystemerne og bortskaffelse. Det er os der har ansvaret fra ”vugge til grav”, alt sammen i samarbejde med vores brugere og operative enheder i hele Forsvaret.

Vores samlede kapacitetsansvar i sektionen omfatter: Telte, Containere, Klimamateriel, Mobilt tank- og brændstofmateriel, Feltkost, Generatorer, vandrens og opbevaring samt Sanitetsmateriel.

Om stillingen
Du bliver en del af et team på 11 medarbejdere, der alle har modifikation, anskaffelse, drift og udfasning af containere og containermateriel som fællesnævner. Containerne er i vid udstrækning specialcontainere, som skræddersyes til Forsvarets enheders behov for at kunne indsættes mobilt world-wide i operationer.

Du skal være teknisk systemansvarlig på containermaterielsystemer, udarbejde løsninger til materieltekniske ny-fremstillinger, idriftsætte materiellet, løse problemstillinger ved eksisterende containertyper, samt kunne rådgive kunder/brugere på det tekniske niveau inden for containerområdet.

Du vil skulle indgå i projektteam, hvor du vil blive ansvarlig for den tekniske del i anskaffelse af en række specialcontainere. Du vil være ansvarlig for at omsætte brugernes behov til tekniske krav, som potentielle leverandører vil skulle honorere.

Interesse eller viden inden for køl- og pneumatik i forbindelse med affugtnings- og klimaanlæg er ønskeligt, men ikke et krav.

Arbejdsopgaverne og de efterspurgte kompetencer til løsning af disse spænder meget bredt.

Dine primære opgaver er følgende:

  • Have ansvaret for egne containermaterielsystemer fra ’vugge til grav’.
  • Kundekontakt. Tæt dialog med Forsvarets enheder. Både i forbindelse med design og udfærdigelse af kravspecifikationer til brug for udbud af nye containertyper og efterfølgende i forbindelse med indfasning til den operative brug.
  • Leverandørkontakt/-samarbejde med danske og udenlandske leverandører i forbindelse med udbudsproces, rammeaftaleindgåelse, konstruktionsproces, prototypeopbygninger, serieproduktion, test og kvalitetssikring, fabriksuddannelser, reklamationsbehandling, systemudvikling m.v.
  • Løbende udvikle og optimere dine materielsystem ansvarsområder.
  • Deltage i kontrol og opfølgning på driften af eksisterende materielsystemer.
Kompetenceudvikling vil ske ved sidemandsoplæring fra de andre medarbejdere i sektionen samt ved efteruddannelse.

Du får en stor kontaktflade internt i Forsvaret og vil blandt andet skulle samarbejde og koordinere med andre tekniske specialister, operative enheder ved primært Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet og Beredskabsstyrelsen, værksteder, indkøbere, handelsjurister og administrativt personale, som en naturlig del af din opgaveløsning.

Der er rejseaktivitet forbundet ved stillingen og kørekort til personbil er påkrævet. Der vil både være tale om indenrigsrejser til Forsvarets øvrige etablissementer og udlandsrejser i forbindelse med leverandørbesøg.

Om dig

Du er uddannet maskinmester, ingeniør – f.eks. maskin-, stærkstrøm- eller bygningsingeniør eller anden relevant akademisk uddannelse indenfor området gerne med erfaring med opgaver indenfor konstruktion, energi/indeklima, arbejdsmiljø, statik og el.

Du arbejder struktureret og er god til at prioritere mellem de daglige opgaver. Du kan både indgå i et effektivt teamwork med andre kollegaer, men også selvstændigt løse forskelligartede opgaver og sikre, at de bliver fulgt til dørs.

Du er god til at kommunikere, og kan formulere dig på skrift og tale såvel på dansk som på engelsk. Brug af IT-værktøjer er en selvfølge for dig og erfaring med SAP/R3 vil være en stor fordel.

Det vil endvidere være en fordel hvis du har kendskab til projektarbejde (Forsvaret anvender Prince 2), ligesom erfaring med forhandling og mødeledelse vil være et plus.

Viden og færdigheder inden for udvikling og produktion af specialcontainere eller tilsvarende vil blive vægtet særligt positivt.

Ansættelsesvilkår

Som akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Som maskinmester sker ansættelsen i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for maskinmestre i land.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til chefkonsulent Helle Lougart Rossé på telefon 5137 1405.

Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716.

Ansøgningsfristen er den 15. maj 2026 og vi forventer at holde ansættelsessamtaler løbende. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI)

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.

FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.









INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-05-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/a3e4e251-a999-46ae-9332-04880fcd5615

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet