Chef for Rekrutteringssektionen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at modernisere vores tilgang til Forsvarets dag og have ansvaret for at rekruttere nye kollegaer og værnepligtige til Forsvaret og Beredskabsstyrelsen?
Vi søger lige nu en chef, skal det måske være dig?

Om os


Forsvarsministeriets Personalestyrelse indkalder de unge til sessionsbehandling på Forsvarets Dag. På årsbasis har vi direkte kontakt med ca. 40.000 unge mennesker, hvilket gør Forsvarets Dag til en strategisk rekrutteringsplatform.
Rekrutteringssektionen er en del af Center for Rekruttering og Karriere. Rekrutteringssektionen består af fem rekrutteringscentre og ca. 50 medarbejdere. Sammensætningen af medarbejderne udgøres af såvel civile som militære samt personel fra Beredskabsstyrelsen.

Om stillingen


For mange af de unge, der møder op ved Forsvarets Dag gælder det, at det er deres første møde med Forsvaret. Som chef for vores rekrutteringscentre bliver det din opgave at sørge for, at de unge informeres, inspireres og afprøves til Forsvarets mange uddannelser og stillinger, herunder særligt værnepligtsuddannelsen. Det er en helt central opgave at sikre, at Forsvaret opleves som en professionel, imødekommende og attraktiv arbejdsplads.

Din opgave bliver at sikre, at der kan tiltrækkes og rekrutteres et tilstrækkeligt antal motiverede og egnede unge. Værnepligtsområdet undergår i øjeblikket en større forandring. Dels i form af en ændring af selve værnepligten, men også i den måde, hvorigennem vi gennemfører Forsvarets Dag.

Stillingen indebærer derfor mange udviklingsopgaver, da der på flere af de faglige områder skal ske en betydelig modernisering og udvikling. Du skal derfor kunne tænke nyt og motivere til udvikling. Der vil dog også være en betydelig driftsledelse knyttet til stilingen, ligesom at du skal forvente, at stilingen indebærer både forvaltning, administration og driftsstyring
Stillingen som sektionschef er geografisk placeret i Ballerup. Da de nuværende fem rekrutteringscentre er placeret på tværs af Danmark, må der dog forventes en del rejseaktivitet og du skal kunne trives og mestre distanceledelse.

Arbejdsmiljøet er uformelt og opgaveporteføljen varierer fra at være driftsorienteret til perioder med udvikling og stort politisk fokus. Netop det politiske fokus betyder også, at du kan stå over for opgaver, som er uforudsigelige, har stramme terminer og med krav om ekstra høj kvalitet i opgaveløsningen. Det stiller særlige krav om både fleksibilitet, struktur og gode analytiske færdigheder.

Ledelsesopgaven er spændende og udfordrende, da både ansvarsområdets kompleksitet, antallet af medarbejdere og den geografiske spredning stiller store krav til dig som chef, herunder din evne til at skabe sammenhængskraft, motivere, delegere, vejlede og ikke mindst kommunikere.

Om dig


For militære ansøgere gælder det, at du har gennemført videreuddannelsestrin II for militære ledere, Master i Militære Studier (MMS). Hvis du er en erfaren kaptajn/kaptajnsløjtnant, som er i gang med MMS eller anden tilsvarende uddannelse kan du evt. ansættes på en uddannelsesaftale og i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.
For civile ansøgere, vil det foretrækkes at du har erfaring med ledelse og rekruttering.

Som person tænker du i helheder og du har energi og vilje til handling. Du er en katalysator for godt samarbejde både internt og eksternt og du identificerer og formulerer mål samt motiverer dine medarbejdere.
Med et så stort samarbejdsfelt er det essentielt, at du er entusiastisk omkring ledelse. Du arbejder aktivt på at involvere dine medarbejdere, kollegaer og samarbejdspartnere i beslutningsprocesser for derved at skabe et positivt klima i dagligdagen, hvor den enkelte er involveret og engageret. Du kan arbejde under pres, og har erfaring med undersøgende arbejde, pressehåndtering samt erfaring med hørings- og besvarelsesprocesser af eksempelvis forsvarsudvalgsspørgsmål, aktindsigtssager samt borger- og forskerhenvendelser.

Ansættelsesvilkår


Du ansættes som hhv. civil eller militær afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund og erfaring.

Som militært ansat ansættes du i henhold til gældende overenskomst med HOD.

Som civil bliver ansat og aflønnet i henhold til gældende relevant overenskomst.

Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer. Derudover, er der en attraktiv pensionsordning

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette uden for landets grænser, herunder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Ønsker du at vide mere er du velkommen til at kontakte kommandørkaptajn Jesper Lynge, FSK-STCH@mil.Dk eller vicedirektør Michael Thøgersen, FPS-MTH@mil.dk

Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR konsulent Agrin Safari på telefon 7281 9133.

Ansøgningsfristen er den 10. marts 2024, og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 12.
Der er tiltrædelse 1. maj 2024. Den endelig dato bliver koordineret med din nuværende chef.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FPS
FPS er overordnet ansvarlig for personaleområdet og HR-driften i Forsvarsministeriets koncern. Koncernen omfatter Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Hjemmeværnet samt en række styrelser såsom Materiel- og Indkøbsstyrelsen, Ejendomsstyrelsen og Personalestyrelsen.
Vi støtter med rekruttering, dels til koncernens mange uddannelser, dels til de ca. 20.000 faste stillinger og de 3.500 stillinger i reserven. Vi rådgiver om HR og arbejdsmiljø, indkalder til Forsvarets Dag, forhandler overenskomster og yder støtte til veteraner og pårørende. Vi har desuden det faglige ansvar for udvikling og udmøntning af koncernens HR-strategiske tiltag.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Lautruphøj , 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5998111

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet