På torsdag den 11 maj kl. 19, kan man glæde sig over at høre en perlerække af danske og nordiske sange og salmer, når Skovvejskoret afholder sin forårskoncert i Skovvejskirken, Digterparken 1, 2750 Ballerup.
De ca. 20 korsangere har været ihærdige hen over vinteren med at gå til prøve hver torsdag, så de kan byde årstiden velkommen med velvalgte sange og salmer, danske, svenske, italienske, engelske, for kor og klaver/orgel af komponister som Luca Marenzio, Franz Schubert, C.F. Bellman, Ralph Vaughan Williams m.fl.
Alt sammen dirigeret af korets indsatsleder, organist Peter Brenøe Lange. Samtidig præsenterer koret Ballerup kirkernes nye dygtige 2. organist, Niels Kjølhede, som akkompagnerer til det hele på kirkens koncertflygel. Han er netop tiltrådt den 1. maj, er kandidat uddannet, både som pianist og organist, fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og er hurtigt i ”swing”, for selvfølgelig byder aftenens program også på rytmisk musik. Tilhørerne lades ikke helt i stikken, da der selvfølgelig også er planlagt en kendt fællessang, som passer til årstiden.
Fri adgang
Varighed: 1 time