Forretningskonsulent til teknisk SAP-opgradering i Forsvaret

dato

Er du er god til arbejde med projekter og evner du at analysere forretningsbehov til brug for styrket forretningsunderstøttelse? Og har du lyst til at spille en central rolle i et teknisk skifte fra SAP ECC til SAP S/4 HANA i Forsvarets Koncern og den efterfølgende optimering af forretningsunderstøttelsen, så er muligheden der nu for at for at blive vores nye kollega i ERP & BI-afdelingen.

Som forretningskonsulent bliver du bindeleddet mellem forretning og teknik, og du vil bidrage til den udfordrende opgave at løfte Forsvarets SAP-løsning DeMars (Danmarks største SAP-løsning) og skabe stor forretningsmæssig værdi på tværs af Forsvarets koncern.

Om os
Vores afdeling ERP & BI er en del af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og består af 13 engagerede medarbejdere. Vi har koncernens forretningsansvar for SAP DeMars, som er et af Forsvarets kernesystemer og vi arbejder med forretningsoptimering på den nuværende ECC-platform såvel som udrulning af funktionalitet på den kommende S/4HANA-platform.

Derudover arbejder vi med BI og ledelsesinformation på koncernniveau, hvor alle myndigheder i Forsvaret understøttes i at tilvejebringe oplyste beslutningsgrundlag. Vi er interne forretningskonsulenter, som bringer de rette løsninger effektivt i spil.

Om stillingen
Løftet fra SAP ECC til SAP S/4HANA er en stor opgave og vil foregå i to trin – en ”snæver” opgradering til S/4-platformen og en efterfølgende udviklingsfase med fokus på forretningsunderstøttelse. Arbejdsområdet spænder bredt, fra Danmarks mest komplekse lagerløsning, over administration til operativ understøttelse – og samtidig i et miljø, hvor datadreven beslutningsunderstøttelse er i fokus. Du vil indgå i arbejdet med flere kolleger, men få ansvar for et eller flere projekter, hvor du skal sikre at tekniske muligheder og forretningsmæssige ønsker bliver kædet sammen, så Forsvaret får en effektiv understøttelse af en lang række processer.

Du vil i rollen skulle fokusere på eksempelvis, at:

  • Fungere som projektleder
  • Drive forretningsmæssige afklaringer fra den tekniske opgradering
  • Lede og forankre ændringer i forretningen (forandringsledelse)
  • Facilitere og drive afdækning af forretningsmæssige forbedringer gennem S/4-platformen
  • Omsætte forretningsbehov til projektgrundlag og tekniske kravspecifikationer
  • Vedligeholde rolle- og rettighedstildeling på den nuværende og kommende platform.
Du får en bred kontaktflade med repræsentanter for hele koncernen og et meget tæt samarbejde med Cyberdivisionen – det er derfor vigtigt, at du udover at være fagligt dygtig også er en stærk holdspiller.

Om dig
Erfaring med SAP og projektarbejde er en klar fordel, men vigtige forudsætninger for at lykkes i denne stilling er også stærke analytiske egenskaber, samt at du evner at strukturere og drive egne projekter og opgaver i et tæt sammenspil med forretning og IT.

Vi forestiller os derudover, at du:

  • Har en relevant videregående uddannelse, men du kan også have en anden uddannelsesbaggrund med relevant erfaring
  • Er opsøgende og selvstændig, men samtidig prioriterer videndeling og samarbejde
  • Ønsker at blive udfordret og udvikle dig igennem dine arbejdsopgaver
  • Er god til at kommunikere og er en dygtig formidler.
Kendskab til Forsvaret og understøttelsen af det operative element er en fordel, men det er ikke et krav.

Vi tilbyder, at du vil blive en del af en afdeling, hvor der er fokus på at skabe stor effekt og værdi for mange i hele koncernen, samtidigt med at dine faglige kompetencer udbygges og styrkes. Du vil få mulighed for at arbejde med mange forskellige typer af opgaver.

Du vil få en central rolle i at fastholde stabilitet og fremtidssikre et af Forsvarets vigtige systemer – samt forberede Forsvaret på endnu stærkere samarbejder med internationale partnere, som er et område med et stort ledelsesmæssigt fokus og opbakning. Forsvaret er i vækst og er statens største arbejdsplads med i alt 22.500 ansatte og denne stilling rummer både udfordringer og muligheder, der skiller sig ud fra andre arbejdspladser.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er slået op civilt og militært.

Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Hvis du har en kort eller mellemlang it-uddannelse, kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Gerner Hvergel Oddershede på telefon 20240340.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32665818.

Ansøgningsfristen er den 18. februar 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.





INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/829f249c-ae3f-48e9-b485-404a72886e8d

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet