Kommunikationskonsulent til dynamisk team i Statens It

dato

Vil du være med til at sikre et højt niveau i Statens Its eksterne kommunikation? Så er du måske vores nye kollega i Statens Its kommunikationsteam.

Vi er et velfungerende team på fem alsidige kommunikatører og en student. Vores arbejdsdag er travl, sjov og aldrig kedelig. Vi har hver vores styrker, og vi hjælper altid hinanden.

Vi søger dig, som er en selvstændig og velskrivende kommunikations- og pressekonsulent, og som kan hjælpe os med at formidle komplekse budskaber til forskellige interessenter, hvad enten det er vores 166 meget forskellige kunder og deres tilsammen 45.000 brugere eller en nysgerrig journalist.

Om stillingen Ud over kommunikationsteamet kommer du især til at arbejde tæt sammen med vores kundeområde, men du får generelt en stor berøringsflade i hele huset fra direktion til de mange tekniske specialister, såvel som vores kommunikations- og pressekolleger rundt omkring i staten.

Dine opgaver vil først og fremmest koncentrere sig om vores eksterne kommunikation i form af information til vores kunder samt pressehenvendelser – i samarbejde med dine kolleger.

Du får blandt andet ansvaret for at håndtere henvendelser fra vores kunder, når de kontakter os via vores kundekommunikations-postkasse.

Derudover skal du bidrage til forskellige udviklingsopgaver og mindre projekter sammen med dine nærmeste kolleger i kommunikationsteamet og i vores kundeområde.

Dine opgaver er en blanding af planlagte kommunikationsopgaver som indhold til nyhedsbreve og intranet samt ad hoc-kommunikation om driftsmæssige forhold, der har betydning for vores kunder og brugere.

Om dig Vi leder efter en kollega, der har en kommunikationsfaglig, journalistisk eller tilsvarende uddannelse bag sig. Det vigtigste er, at du har et godt blik for de forskellige kommunikationsdiscipliner og -kanaler.

Du skal kunne trives med en hverdag, hvor dagen i dag ikke altid bliver, som du planlagde den i går. Du kan både lide at løse her-og-nu kommunikationsopgaver med korte frister såvel som de langsigtede og strategiske opgaver.

Derudover håber vi, at du:

  • er god til at skrive og formår at sætte dig ind i og formidle teknisk stof, så det kan forstås af kunder og brugere, der ikke nødvendigvis har en høj it-faglighed
  • har erfaring med kommunikationsarbejde - herunder pressehåndtering
  • har indsigt i eller interesse for it-området
  • er opsøgende og initiativrig og kan arbejde sammen med kolleger på alle niveauer i organisationen og med mange forskellige fagligheder
  • er fleksibel i forhold til at løse opgaver, der nogle gange ligger uden for normal arbejdstid
  • kan have gang i mange opgaver på samme tid og stadig bevare overblikket
  • har politisk tæft og enten erfaring fra eller godt kendskab til at arbejde på en statslig arbejdsplads.
Om os Statens It er statens interne it-driftsafdeling. Vi leverer it-drift til 25 ministerområder, 166 kunder og deres ca. 45.000 brugere.

Kommunikationsteamet i Statens It arbejder med stort set alle aspekter af kommunikationsfeltet: pressehåndtering, intern kommunikation, kunde- og brugerkommunikation, SoMe, employer branding - og meget andet.

I teamet arbejder vi tæt sammen og hjælper hinanden, når tingene går stærkt. Vi sætter stor pris på det stærke faglige og sociale sammenhold, vi har i vores team, og det gode samarbejde vi har med resten af organisationen.

Vi har sandsynligvis Statens Its platteste humor. Til gengæld er vi både arbejdsomme, uhøjtidelige og søde – hvis vi altså selv skal sige det.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Ansættelsesvilkår Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent på baggrund af dine kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk, eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Økonomistyrelsen og Statens It.

Yderligere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Louise Veino på tlf. 72 31 15 23 eller mail louise.dehn.veino@statens-it.dk eller chefkonsulent Rasmus Onslev Kremmer på tlf. 72 31 13 09 eller mail rasmus.onslev.kremmer@statens-it.dk

Ansøgning Hvis stillingen har din interesse, så tryk på ”Søg stillingen” og send din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag. Vi skal modtage din ansøgning senest den 31. august. Vi holder samtaler løbende og ønsker at få besat stillingen senest pr. 1. november 2025, men meget gerne før.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Statens It, Lautruphøj, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/142d8f6a-8881-4ac4-bf9a-abcd1322941f

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet