Krypto-sagsbehandler til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup

dato

Er du interesseret i kryptografi og vil du bidrage til at beskytte Danmarks sikkerhed? Motiveres du af at finde løsninger på komplekse problemstillinger, samtidig med at du håndterer mere administrative opgaver? Vil du være en del af udviklingen, implementeringen og udrulningen af kryptografisk materiel til Forsvarets brug? Trives du i en koordinerende rolle og er du interesseret i at dele din viden om krypto, så er dette en attraktiv mulighed for dig.

Om os
Vi er en sektion i det Værnsfælles forretningsområde i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Vores arbejde har stor betydning for Forsvarets enheder og myndigheder, og vi samarbejder tæt med både interne og eksterne partnere samt industrien. De systemer vi opstiller, og de serviceydelser, vi tilbyder, anvendes operativt døgnet rundt i både nationale og internationale missioner.

Vi er et team af engagerede ingeniører og teknikere, der arbejder på tværs af fagområder i en afvekslende hverdag. Vi værdsætter en uformel omgangstone, høj faglighed og professionalisme.

Stillingsindhold
Som krypto-sagsbehandler bliver du en del af et specialiseret team, hvor dit arbejde tager udgangspunkt i militærsikkerhed og krypto forvaltning.

Dine primære opgaver vil omfatte:

  • Anskaffelse og drift: Du vil være med til at anskaffe nye typer krypto samt genanskaffe, vedligeholde og drifte eksisterende materiel.
  • Rådgivning og vejledning: Du skal rådgive og vejlede enheder på tværs af myndigheder, kunder, leverandører og andre interessenter for at sikre korrekt valg, anvendelse og forvaltning af krypto.
  • Koordination og samarbejde: Med din brede kontaktflade, både internt i Forsvaret og eksternt, vil du spille en central rolle i at fremme samarbejdet og sikre en effektiv vidensdeling på krypto-området.
  • Systemansvar: Du vil få ansvar for specifikke kapaciteter og sikre deres implementering, idriftsættelse, vedligeholdelse og stabilitet over tid. Din opgave bliver at sikre, at systemerne fungerer optimalt og opfylder brugernes behov.
Af øvrige opgaver som du kommer til at arbejde med i hverdagen, kan nævnes:

  • Deltagelse i projektarbejde ved kapacitetsopbygning, hvor du får en bred kontaktflade til resten af Forsvaret.
  • Repræsentation ved nationale og internationale konferencer, mødefora og symposier, så du kan holde dig opdateret og bidrage aktivt i dialogen med myndigheder, kunder, leverandører og andre interessenter.
  • Udførelse af sagsbehandling, herunder udarbejdelse af sagsfremstillinger og referater i vores journaliseringssystem.
Det er vigtigt, at du er indstillet på at tilegne dig ny viden og formidle den effektivt i rollen som systemansvarlig, rådgiver og koordinator. Vi prioriterer vidensdeling og høj faglighed, og derfor tilbyder vi efteruddannelse og kompetenceudvikling. Din faste arbejdsplads vil være i Ballerup, men der er mulighed for hjemmearbejde. Der må forventes cirka 30 dages rejseaktivitet i både ind- og udland.

Om dig
Vi søger en kandidat med en teknisk baggrund, eksempelvis som ingeniør eller en anden relevant teknisk uddannelse. Erfaring og interesse for radiokommunikation, integration af tekniske systemer, kryptografi og informationssikkerhed er en fordel. Kendskab til projektledelse samt IT og signalbehandling vil også være en stor fordel.

Du behersker både dansk og engelsk på et højt teknisk niveau, både mundtligt og skriftligt. Som person er du løsningsorienteret, struktureret og trives i en travl hverdag, hvor opgaver og fokusområder kan ændre sig. Du bidrager med nye idéer og er indstillet på at samarbejde på tværs af organisationen. Da koordinering og rådgivning er en stor del af jobbet, er det vigtigt, at du er imødekommende og serviceminded.

Erfaring fra en stilling i krydsfeltet mellem det militærteknologiske og militæroperative område, enten inden for eller uden for Forsvaret, er en fordel, men ikke et krav.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse på telefon 72814000.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32665818.

Ansøgningsfristen er den 7. april 2025.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-04-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/3e7861cd-a30b-427b-9d7d-f00039e67a6e

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet