Vil du være med til at forme fremtiden for teknologisk udvikling på Electronic Warfare (EW) området til gavn for Forsvaret og Danmarks sikkerhed? Vi søger en visionær og engageret sektionschef til en nyoprettet højteknologisk sektion med stor strategisk betydning. Du får en nøglerolle i opbygningen af sektionen og i at sætte retningen for udviklingen af EW teknologi i Forsvaret.
Om os
Den kommende EW sektion er placeret i Udviklingsdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Vi er i øjeblikket i gang med at opruste på en række kritiske teknologiområder herunder EW. Vi rådgiver både internt i FMI i forbindelse med anskaffelsesprojekter samt for Forsvaret som helhed. Vi rådgiver om den nyeste teknologi og afprøver ved målrettede test, analyser og teknologidemonstrationer. En af vores kerneopgaver består i at indgå i samarbejde med tilsvarende organisationer i udlandet, samt industrier og universitetsmiljøer i både ind- og udland.
Den nye sektion skal være en vidensbase for EW til gavn for FMI og Forsvaret. Den vil være forudsætningsskabende for den teknologiske udvikling og vedligehold af Forsvarets kapaciteter, og vil bidrage direkte til at forøge kampkraften samt overlevelsesevnen for de operative kapaciteter. Sektionen skal arbejde med forskellige former for EW relaterede områder som sensorteknologi, dataanalyse, Artificial Intelligence samt Modelling and Simulation.
Om stillingen
Som sektionschef får du det overordnede ansvar for at etablere og lede en ny sektion bestående af 13 højt specialiserede medarbejdere. Sektionen er forankret i FMI’s teknologiske kerneområde og vil få en central rolle i udviklingen af Forsvarets fremtidige EW kapaciteter. Du skal sikre en stærk faglig profil og samtidig skabe et motiverende og samarbejdsorienteret arbejdsmiljø. Det forventes, at du arbejder tæt sammen med både ledelsen og øvrige teknologisektioner for at sikre, at sektionens arbejde bidrager direkte til Udviklingsdivisionens strategiske mål i forhold til at støtte FMI og Forsvaret med teknologisk viden.
Dine primære opgaver bliver:
- At opbygge og lede sektionen samt motivere et stærkt sammenhold
- At sætte en tydelig retning og sikre høj faglighed og innovation
- At rekruttere og udvikle medarbejdere i et fagligt specialiseret miljø
- At sikre fremdrift i sektionens projekter og leverancer
- At repræsentere sektionen i samarbejdsfora både internt i FMI og med eksterne samarbejdspartnere
Du har en bred teknologisk baggrund, formentlig en akademisk uddannelse som ingeniør, cand.scient. eller tilsvarende, og gerne erfaring fra en kompleks teknologiorganisation.
Vi forestiller os, at du har interesse for militærfaglige teknologiområder, ønskeligt EW eller sensorteknologi. Du har eventuelt erfaring fra tidligere tjeneste i Forsvarsministeriets ressortområde, fra relevant industri eller fra universitetsverdenen. Kenskab til Forsvarets dynamik og kompleksitet vil være en fordel.
Du har dokumenteret ledelseserfaring og trives i rollen som både strateg og daglig leder. Du formår at skabe retning, motivere dine medarbejdere og opbygge en stærk faglig kultur fra bunden. Du er vant til at arbejde i krydsfeltet mellem teknologi, organisation og ledelse – og du har en naturlig autoritet, der skaber følgeskab.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har stærke ledelseskompetencer og erfaring med at opbygge teams
- Har bred teknologiforståelse og evner at sætte faglig retning
- Arbejder struktureret og strategisk
- Kommunikerer klart – både opad, nedad og på tværs
- Har flair for samarbejde og skaber tillid både internt og hos eksterne partnere
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten). Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major og chef for Danish Defence Innovation Unit, Martin Veirum på telefon 2173 2306.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er den 12. august 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 33 og 34. Ansættelse 1. oktober 2025 eller efter aftale.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5284ad1d-78e1-4bfc-b484-3c17cd92eb9e