Vil du være leder af et skarpt og erfarent team, hvor du får ansvaret for at yde IT support og støtte til en af Forsvarets travleste arbejdspladser i en rivende udvikling - Så har du nu muligheden.
Om os
Lokal IT Servicecenter Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, i daglige tale kaldet LITS HK9, er en del af Cyberdivisionen under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. LITS HK9 hører under Region Hovedstaden og ledes af en regionschef med ansvaret for flere LITS i Hovedstaden. Vores arbejdsdag er dynamisk præget af tillid, fleksibilitet og frihed under ansvar. Vi tager et fælles ansvar for trivslen, har en uformel omgangstone samt en åben og ærlig dialog.
LITS HK9 er hjemmehørende på adressen Holmens Kanal 7-9 i København, der huser Forsvarsministeriet (FMN) og Forsvarskommandoens (FKO) øverste ledelse. FMN og FKO er den øverste ledelse i Forsvaret, og opgaverne her er ofte meget højt prioriteret, så evnen til hurtig omstilling i hverdagen er en nødvendig egenskab.
Om stillingen
Dit faste tjenestested bliver i København, hvor du vil blive leder af et team bestående af 11-13 (1 Leder, 6 fastansatte og 4-6 elever) engagerede og dygtige IT medarbejdere. LITS HK9 har desuden to mindre satellitter på Kastellet samt i Hvidovre, som du også vil have ansvaret for.
Opgaverne omfatter ansvaret for den daglige drift, fejlsøgning og vedligeholdelse af en bred vifte af IT-udstyr, materiel og services, som er essentielle for at både FMN og FKO kan varetage deres opgaver. Teknologierne omfatter Windows-baserede platforme, Cisco (mfl.) netværksudstyr og serverinstallationer på både klassificerede og ikke klassificerede netværk. Vi administrerer herudover AV-udstyr og mobiltelefoni. Der er desuden en stor opgave forbundet med ind- og udlevering af IT-materiel og derigennem også et logistisk ansvar at varetage som leder af LITS HK9.
Du indgår i et ledelsesteam med andre LITS ledere i Region Hovedstaden. Du skal være klar til at være en ”playing manager”, hvor du kommer til at varetage mange spændende og alsidige opgaver inden for personaleledelse, drift, service og supportområdet. Derfor er det afgørende, at du befinder dig godt i et job med mange varierende arbejdsopgaver.
Om dig
Du er en leder, meget gerne med erfaring inden for IT, men klart inden for ledelse, og du motiveres af, at levere support, service og opbygge holdånd og sammenhold.
Personaleledelse og opbyggelse af relationer i huset er nøgleord. Du sætter pris på, at dine medarbejdere er motiverede og glade for at komme på arbejde og du sætter en ære i at bidrage til det fælles mål. Jobbet kræver derfor, at du er struktureret, har en god selvdisciplin, er udadvendt og imødekommende.
Du har ansvaret for dine egne medarbejdere og skal sikre deres løbende udvikling, som er medvirkende til, at opgaveløsningen altid er kvalitativ og effektiv. Vidensdeling med ledere af andre LITS i både Hovedstaden og resten af landet, sikrer en ensrettet tilgang til både opgaveløsning samt procedurer.
Du er initiativrig og tager selvstændigt ansvar for dine arbejdsopgaver samt arbejder løsningsorienteret med kunden i fokus. Gode evner inden for relationsopbygning er vigtigt. Som leder ønsker du at udvikle dig fagligt, ligesom du er indstillet på, og løbende evner, at sætte dig selv ind i nye produkter og teknologier.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- Har en moderne ledelsesstil, er struktureret og selvkørende
- Fremstår seriøs, tillidsvækkende og præsentabel
- Kan planlægge og udføre opgaver selvstændigt ud fra givne rammer
- Har en god sans for humor og et godt humør
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere. Du ansættes som IT-Afdelingsleder 4.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i København
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte nuværende leder af LITS Jakob Busk på telefon 2712 3097 eller Regionschef, KN Frederik Møller-Madsen på telefon 5148 1024.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716.
Ansøgningsfristen er den 12. september 2025 og vi forventer at holde samtaler løbende. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, men vi venter gerne på rette kandidat.
Vi beder dig om at søge stillingen via linket og vedhæfte din ansøgning, CV og uddannelsesbevis som PDF-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-09-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/fb3c842d-1301-44f7-8efd-af652612479d