Vil du være med til at beregne, hvad det koster at flyve med F-35 kampfly, eller hvad det koster at sejle med en fregat? Kan du se dig selv bruge dine økonomiske kompetencer til dette, så er det nu, du skal søge vores ledige stilling i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Om os
Forsvaret står midt i historiske investeringer i nyt materiel, og det kræver en sikker økonomisk styring. I Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse søger vi en økonomimedarbejder til Økonomicentret, hvor vi forvalter et budget på over 40 mia. kr., der vokser markant de kommende år.
I sektionen Cost og Controlling arbejder vi for at sikre gennemsigtighed og solid styring af Forsvarets omkostninger ved at synliggøre, hvad Forsvarets mange kapaciteter koster - og her bliver du en væsentlig ressource.
Du bliver en del af en sektion, hvor vi på nuværende tidspunkt er 7 medarbejdere fordelt på to teams. Vi har et tæt samarbejde, hvor vi vægter sparring mellem kollegaer højt. Vores arbejdsdag er præget af, at vi har en åben og uformel kultur, en høj arbejdsmoral og et godt humør. Vi løfter i flok, og vi ser vores forskellighed og konstruktivt samarbejde som en styrke.
Om stillingen
Du får i samspil med dit team ansvar for dine egne opgaver, som blandt andet bliver, at:
- Arbejde med omkostninger forbundet med materielkapaciteter, vedligehold og lagerdrift
- Budgettere og udvikle koncernens omkostningsstyring, herunder forvaltningsgrundlaget
- Bidrage til Forsvarsministeriets årlige budgetproces
- Beregne satser, afstemme driftsomkostninger og følge op på den interne afregning af Forsvarets materiel og interne ydelser som fly, skibe, køretøjer og IT
- Have tilbagevendende driftsopgaver og databehandling i forbindelse med omkostningsstyringen
Om dig
Vi ser gerne, at du har en økonomisk uddannelsesbaggrund - det kan være en kontor- eller administrationsuddannelse med økonomi, en professionsbachelor eller en akademisk uddannelse som cand.merc., cand.oecon., HD(R) eller lignende. Det vigtigste er, at du har erfaring med økonomi, controlling eller omkostningsstyring og trives med tal og databehandling.
Har du erfaring med Excel, BI-værktøjer, SAP eller lignende systemer, er det en fordel, men du kan også lære det hos os. Vi sørger for grundig oplæring, sidemandslæring og løbende sparring, så du bliver godt klædt på til opgaverne.
Som person er du nysgerrig og har en kritisk sans, som du bruger i dit arbejde samtidig med, at du er konstruktiv og positiv af natur, da personlige egenskaber også vægtes højt. Det er vigtigt, at du kan overholde deadlines og arbejde løsningsorienteret. Stillingen indeholder også rutineprægede arbejdsprocesser, som kræver, at du er ihærdig og struktureret.
Vi tilbyder dig en spændende stilling, hvor du får indflydelse på dine arbejdsopgaver, bliver udfordret på dine kompetencer og får et ansvar, der passer til dig.
Ansættelsesvilkår
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef Martin Bernard Løvenkjær-Pearson på tlf. 2125 9805.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Stinne Strøjr Hansen på telefon 2023 9031.
Ansøgningsfristen er den 2. juni 2026, og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Ballerup Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/5bf664ab-7ee3-4893-be99-9401e0dbf58d