De cirka 500 børn i Ballerup Kommune, der begynder i 0. klasse i august, og deres forældre kan få tips til en sjov, sund og mere bæredygtig madpakke i et e-hæfte fra Mejeriernes Skolemælksordning.
En kartoffelmad med friskost og ristede løg. Pitabrød med grøn peber, agurk og tun. Pastasalat med kylling, ærter og gulerødder. Det er eksempler på, hvordan du nemt og hurtigt kan gøre dit barns madpakke til en lækker appetitvækker.
Kartoffelmaden og de andre forslag stammer fra e-hæftet ’Opskrifter og tips til mere bæredygtige madpakker’. Hæftet er udgivet af Mejeriernes Skolemælksordning og giver ideer til, hvordan man let kan bruge årstidens frugt og grønt, danske råvarer og mindske madspild – fx ved at bruge rester fra aftensmaden – i madpakken.
At den skal få tænderne til at løbe i vand, er særlig vigtigt, hvis man er forælder til en søn eller datter, der sammen med cirka 500 andre børn i Ballerup Kommune – og 60.000 børn på landsplan – begynder i 0. klasse til august.
Stor omvæltning
For når man skal til at lære at gå i skole, er spisepausen en stor omvæltning. Børnehavens trygge rammer med fællesskab, god tid til maden og hjælpende pædagoger er nemlig væk. Skolens spisepause er kortere, og ofte er der kun én voksen til stede. Dertil kommer, at mange børn ikke er vant til at have madpakke med og derfor kan have svært ved at koncentrere sig om at spise.
Foto: Mejeriernes Skolemælksordning
I e-hæftet ’Opskrifter og tips til mere bæredygtige madpakker’ kan man få inspiration til en madpakke med sund og indbydende kost, der giver barnet lyst til at spise. Det siger Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning:
”Det er vigtigt at gøre børn bevidste om fordelene ved at spise sundt og varieret uden løftede pegefingre og alvorsord. Det er vigtigt, for børn har brug for næring til læring. De har en lang skoledag, der kræver masser af energi. Derfor er det nødvendigt med en god madpakke og en drikkedunk med vand – og så anbefaler vi, at man supplerer madpakken med en skolemælk.”
Nemt at gå til
Men i en travl hverdag kan det være svært at finde på ideer til en inspirerende og mere bæredygtig madpakke. Her kan opskrifterne og tipsene i Skolemælksordningens e-hæfte give inspiration og sikre, at ens barn får energi og væske til en lang skoledag.
”Det skal være nemt for alle at være sund og tænke i bæredygtige baner. Ellers bliver begge dele nedprioriteret og taber kampen mod hverdagens praktik. Vores opskrifter er nemme at gå til. Mange af dem kan man lave sammen med sit barn, så det at smøre madpakke bliver en hyggestund – som tilmed er bæredygtig,” siger Jan Hermansen.
Foto: Mejeriernes Skolemælksordning
E-hæftet ’Opskrifter og tips til mere bæredygtige madpakker’ ligger her. Opskrifterne tager udgangspunkt i de officielle kostråd.
Tre tips til at leve mere bæredygtigt
• Brug rester fra aftensmaden i madpakken – det er både nemt og bæredygtigt.
• Brug en ruminddelt madkasse, der kan lukkes tæt – og spar på stanniol og madpapir.
• Vælg sæsonens frugt og grønt – og gerne dansk. Så undgår du lang transport.
Tjekliste til den sunde madpakke:
• Spis rugbrød eller fuldkornsbrød
• Få masser af frugt og grønt som snack, salat eller pålæg
• Spis varieret pålæg af kød, ost, fisk eller æg
• Sørg for, at barnet får væske; køb en god drikkedunk og meld dit barn til Skolemælksordningen på www.skolemaelk.dk.