Søges: skarp administrativ medarbejder til HR-organisation i Forsvarsministeriet

dato

Vores dygtige kollega har søgt videre til en anden sektion, og derfor søger vi nu en ny kollega, der er motiveret for at arbejde med administration og sagsbehandling i en HR-organisation.

Hvis du trives i et dynamisk arbejdsmiljø, hvor præcision i dit arbejde værdsættes højt, og hvis du er struktureret og god til at bevare overblikket, så er denne stilling måske noget for dig.

Om os

Chefbemandingssektion Alfa og Bravo er to selvstændige sektioner, der indgår i Center for Bemanding og Tilknytning (CBT) i Personelkommandoen (PKOM) i Ballerup. Vi håndterer hver vores områder inden for chef- og udstationeringsområdet og ikke mindst betjening af Forsvarsministeriets Departement. Selvom opgaverne er forskellige, har vi mange snitflader, og derfor er vores dagligdag tæt forbundet.

Du vil blive ansat i Chefbemandingssektion Bravo, som er ansvarlig for rekruttering af medarbejdere til chefniveauet samt medarbejdere til alle udstationeringsstillinger i udlandet. Vi ansætter chefer til alle dele af Forsvarsministeriets koncern, både militært og civilt ansatte.

Vores opgaveportefølje indeholder mange sagsbehandlingsopgaver med snitflader til direktionen i Personelkommandoen og til Forsvarsministeriets Departement samt til Forsvarets øverste ledelse, hvilket stiller krav til præcision, faglighed og samarbejdsevner.
Sektionen består af ti medarbejdere, og er sammensat af både civile og militære kollegaer, der er kendetegnet ved en dyb HR-viden, stor faglighed og et godt kollegaskab. Vores hverdag kan til tider være travl, da vi ofte er i kontakt med ministerområdets topchefer og andre interessenter.

Vi lægger stor vægt på et godt internt og eksternt samarbejde. Vi coacher og støtter hinanden, og vi er altid parate til at yde det, der skal til for at være professionelle og løsningsorienterede samarbejds- og sparringspartnere til hele organisationen - med det mål for øje at være statens bedste HR-organisation.

Ud over vores fagligt stærke sammensætning, vil du også blive en del af et kollegaskab med en humoristisk og uformel tone, hvor vi ofte deler et godt grin, hvad enten det er over frokostbordet eller ved kaffemaskinen. Vi har et godt sammenhold, og derfor søger vi nu endnu en kollega, som kan være med til at bidrage positivt til teamet.

Geografisk er vi placeret i Ballerup med gode parkeringsmuligheder og gode forbindelser med offentlig transport. Vi tilbyder fleksibilitet i forhold til planlægning af arbejdstiden, herunder mulighed for hjemmearbejde. Derudover har vi en god kantine og adgang til motionsrum og en aktiv personaleforening.

Om stillingen

Som administrativ medarbejder i Chefbemandingssektion Bravo får du et tæt samarbejde med sektionschefen, og vil løse mange opgaver i samarbejde med den administrative medarbejder i søstersektionen.

Du kommer til at arbejde med mange forskelligartede administrative opgaver, herunder blandt andet:

  • Besvarelse af konkrete henvendelser fra medarbejdere og chefer i sektionens fælles mailpostkasse.
  • Udfærdigelse af ledelsesinformation.
  • Løbende opdatering og fortsat udvikling af vores interne SharePoint team site.
  • Administrativ støtte til igangværende rekrutteringer fx booking af rejser, udarbejdelse af lønaftaler samt at være sektionens tovholder ved udnævnelser med kgl. resolvering.
  • Mødeforberedelse og koordinering, herunder udsendelse af dagsorden, bestilling af forplejning, lokaler osv.
  • Generering af lister i Excel.
  • Ad hoc opgaver af administrativ karakter.
Der er ikke selvstændige rekrutteringsopgaver forbundet med stillingen, men alene tale om administrativ støtte i forbindelse med sektionens rekrutteringer samt andre administrative opgaver som nævnt ovenfor. Stillingen indeholder selvstændige opgaver såvel som mere rutineprægede arbejdsprocesser, hvilket du skal trives med, og det kræver, at du er grundig og struktureret.

Vi tilbyder dig en spændende og alsidig stilling i et socialt og nærværende arbejdsfællesskab, hvor du får mulighed for at gøre en forskel og sætte dit eget præg på opgaveløsningen. Der vil være stor mulighed for at tilrettelægge arbejdsopgaverne og at udvikle stillingen.

Om dig

Vi forstiller os, at du har en kontorfaglig uddannelse eller anden administrativ erfaring fra lignende stilling. Inden for administration og kommer med solid erfaring, da du skal løse flere opgaver selvstændigt. Du er en dygtig og engageret person, der ønsker at være med til at bidrage til udviklingen af fremtidens Forsvar – på tværs af koncernens område. Det er ønskeligt, at du har kendskab til Forsvaret som organisation.

I rollen som administrativ medarbejder skal du være løsningsorienteret, imødekommende og have evne til at kommunikere klart og tydeligt. Du skal have fokus på detaljen, være initiativrig og trives i et foranderligt arbejdsmiljø.

Du er diplomatisk af natur og kan arbejde i overensstemmelse med skrevne og uskrevne regler og systemer. Du er ansvarsbevidst, og har en professionel tilgang til dit arbejde.

Det er en fordel, hvis du er rutineret bruger af Excel og vi ser gerne, at du har erfaring med at arbejde i SAP–Demars systemer og journaliseringsprogrammer som f.eks. KMD WorkZone. Det er desuden ønskeligt, at du har kendskab til at arbejde med SharePoint.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Personelkommandoen i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sektionschef i Chefbemandingssektion Bravo, major Nicolas Salbroe på telefon 3266 5400.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Sofie Gadegaard på telefon 3266 5585

Ansøgningsfristen er den 29. juni 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 28 og 29. Stillingen besættes efter aftale.

Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid, men der er mulighed for at stillingen kan besættes på nedsat tid, svarende til ca. 30-32 timer/ugen.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Personelkommandoen

Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.

Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.

Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Lautruphøj, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 29-06-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/2fb08c16-f909-4ddc-bb9b-4dba53189fcd

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet