Specialkonsulent med stærke skriftlige kompetencer søges til udviklingsopgaver i Forsvaret i Ballerup

dato

Specialkonsulent til Center for Tiltrækning og Uddannelse i Ballerup

Forsvaret og værnepligtsområdet står midt i en historisk udvikling og udvidelse – og det går stærkt! I Personelkommandoen har vi fokus på at skabe den kampkraft til Forsvaret, som er nødvendig for at kunne sikre freden og den nationale sikkerhed. Derfor søger Center for Tiltrækning og Uddannelse nu en specialkonsulent med gode skriftlige formuleringsevner, som kan bistå os med at løse nogle af vores mange spændende udviklingsopgaver på værnepligtsområdet.

Om os

Center for Tiltrækning og Uddannelse består af 11 sektioner med over 150 medarbejdere, der varetager opgaver relateret til bl.a. rekruttering, værnepligtsadministration, marketing, uddannelse og udvælgelse af de helt rigtige kompetenceprofiler til værnepligt eller til ansættelse i Forsvaret.

Vores kollegaer kommer med både civil og militær erfaring og vi har lokationer i Ballerup og på Nyholm i København. Ledelsen varetages af en kontorchef og 2 centerchefer.

I vores center bidrager vi blandt andet til udviklingen af den nye værnepligtsordning, videreudviklingen af militærnægterordningen og implementeringen af den nye moderniserede version af Forsvarets Dag. I vores organisation indgår en projektgruppe, som dagligt arbejder med projektledelse, udarbejdelse af skriftlige sagsoplæg, notater og referater og afrapporteringer til øverste ledelse, Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Departement.

Om stillingen

Som specialkonsulent hos os vil du komme til at arbejde tæt sammen med kontorchefen og projektlederen for Ny Forsvarets Dag. Dit primære ansvarsområde vil bestå i at levere skriftlige produkter relateret til Ny Forsvarets Dag og Ny Værnepligt. Dine arbejdsopgaver kan blandt andet komme til at omfatte:

  • Udarbejdelse af udkast til notater, sagsoplæg, afrapporteringer og præsentationer
  • Referatskrivning fra interne og eksterne møder
  • Projektarbejde relateret til videreudviklingen Ny Værnepligt og Ny Forsvarets Dag
  • Lejlighedsvis håndtering af ansøgninger om indsigt eller aktindsigt i samarbejde med centerets andre akademiske medarbejdere
  • Øvrige akademiske opgaver af varierende karakter og omfang
Der vil være mulighed for hjemmearbejde på ad hoc basis ca. 1-2 dage om ugen - når arbejdsopgaverne tillader det, ligesom der lejlighedsvis kan være mulighed for at arbejde fra vores kontorer på Marinestation Holmen på Nyholm.

Om dig

Vi forestiller os, at du enten er fuldmægtig eller specialkonsulent – gerne med minimum et til to års erfaring fra en styrelse eller et departement, og meget gerne også med erfaring fra projektarbejde. Herudover skal du have en relevant akademisk uddannelse – eksempelvis cand.jur., cand. scient. pol., eller cand.mag. Du er struktureret, har gode analytiske evner og formår at arbejde selvstændigt med komplekse opgaver og processer. Samtidig har du gode samarbejdsevner og kan kommunikere klart og målrettet – både skriftligt og mundtligt – på alle niveauer i organisationen. Det er ønskeligt – men ikke et ubetinget krav – hvis du har civil eller militær erfaring fra Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen.

I tillæg hertil forventer vi, at du sætter pris på en afvekslende hverdag, at du viser initiativ og tager selvstændigt fat på opgaverne. Du går op i at levere et godt produkt med fokus på kvalitet og service. Ydermere sætter vi pris på, at du er omstillingsparat med et godt og smittende humør.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforbyggende, fredsbevarende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingen eller arbejdsopgaverne, er du velkommen til at kontakte kontorchef og kommandørkaptajn Sune Lund på telefon 3266 5007 eller e-mail fps-sul@mil.dk

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Morgan Mathilde Nancke på telefon 3266 5492.

Ansøgningsfristen er den 12. november 2025. Samtaler afholdes løbende og i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristen.

Du bedes søge stillingen via linket. Du bedes ligeledes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, som bevis for uddannelse mv. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Personelkommandoen
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.

Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Lautruphøj, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-11-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/98afdf1c-0023-40c6-a718-bf585f8e4a24

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet