Vær med til at styrke Danmarks sikkerhed og arbejd med unikt materiel og udstyr

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du lyst til at arbejde med materiel og udstyr, som de færreste kommer i nærheden af? Vil du være en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor to dage ikke er ens, og hvor du er med til at gøre en forskel for Danmarks og Europas sikkerhed? Så læs videre og send din ansøgning allerede i dag!

Om os

Du bliver en del af sektionen Kapacitetscenter Flystøtteudstyr ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Vi har ansvaret for logistiske, tekniske og projektlederopgaver relateret til materieldrift og anskaffelse af flyveplads- og flystøtteudstyr, brand- og redningsmateriel, værktøj, værkstedsudstyr, flyve- og nødudstyr, Forsvarets hunde, arktisk materiel og meget andet.

Du indgår i en sektion med 12 kollegaer med en bred aldersfordeling og forskellige baggrunde, som bl.a. ingeniører, maskinmestre, værkmestre og militære. Sektionen er inddelt i fire mindre teams bestående af Flyve- og Nødudstyr, Brand og Redning, Flyvepladsudstyr samt Værkstedsudstyr, hvor du indgår i sidstnævnte team.

I teamet for værkstedsudstyr, har vi materielansvaret for værkstedsudstyr for hele Forsvarsministeriets organisation, således at koncernens værksteder kan understøtte hjemlige og udsendte enheders behov for vedligeholdelse af materiel. Materielansvaret i teamet for værkstedsudstyr omfatter eksempelvis håndværktøj, maskiner, procesanlæg, måle- og testudstyr, værkstedsindretning, lifte, samt procesudsugningsanlæg. Teamet understøtter både den almindelige drift, men også implementeringen af udstyr til nye kapaciteter i Forsvaret fx. kampflyet F-35.

”Frihed og tillid skaber ansvar. Derfor er det vigtigt for mig at skabe rammerne, så medarbejderne selv kan træffe beslutninger og påvirke deres hverdag. Vi går målrettet efter at løse kerneopgaven, for det skaber motivation, og vi dyrker fællesskabet, for sammen løfter vi bedst. Hos os får vi ting til at ske, samtidigt med at der er plads til mennesket, humor og et godt grin” udtaler din kommende chef Merete Them Kjølholm.


Om stillingen

Du bliver hovedansvarlig for fagområdet "håndværktøj", hvor du står for den tekniske sagsbehandling og projektledelse. Du vil være primus motor på en ny stor rammeaftale, som er toneangivende for FMI's fremtidige kontrakter og måde at indkøbe på. Som den nye go-to person for denne rammeaftale, vil du være med til at sætte retningen for fremtidige kontrakter i kategorien og være kontaktpunkt for andre faglige sektioner i FMI samt brugere i hele Forsvaret.

Derudover arbejder du med fagområderne værkstedsudstyr, værkstedsinventar og større værkstedsmaskiner, som på sigt kan kobles på den nye type rammeaftale.

Som projektleder på større materielanskaffelser og rammeaftaler, vil du også blive involveret i projekter uden for sektionens ansvarsområde. Du bidrager til en række andre opgaver, herunder udarbejdelse af beslutningsoplæg, forvaltningsgrundlag og tekniske kravsspecifikationer i forbindelse med udbud.

I tæt samarbejde med værkstedsstrukturen, interne støttefunktioner og leverandører, sikrer du optimale løsninger på vedligeholdelsestjenestens behov. Dette omfatter teknisk sagsbehandling, behovsafklaring, typevalg, koordinering af indkøb, samt sikring af installation, ibrugtagning og udfasning.

Du får en stor berøringsflade med samarbejdspartnere på tværs af Forsvarsministeriets koncern, samt eksterne kunder og leverandører både nationalt og internationalt.

”Frihed under ansvar, fleksibilitet og meningsfulde opgaver motiverer mig, og gør efter min mening FMI til en god arbejdsplads. Der er plads til udvikling og nysgerrighed og sammen med en uformel omgangstone, skaber det et godt arbejdsmiljø”, udtaler din kommende kollega Jens.


HVORFOR VÆLGE OS?

FMI er statens største indkøbsorganisation og vores mål er at være blandt de bedste. Hos os bliver du derfor en del af et stort fagligt fællesskab, hvor sparring og videndeling er i højsædet.

Du får mulighed for at medvirke til Danmarks og Europas sikkerhed i et miljø, hvor vi er bevidste om, at vi er med til at gøre en forskel.

Ud over gode kollegaer, en stor berøringsflade og et spændende netværk, kommer du til at arbejde med materiel og udstyr, som man ikke finder andre steder. Her sker hele tiden noget nyt og to dage er sjældent ens.

Vi har et solidt fællesskab, interesserer os for hinanden og udover faste begivenheder som f.eks. julefrokoster, har vi også sociale arrangementer i sektionen.

Vi har stort fokus på den enkeltes trivsel og favner det hele menneske — derfor tilbyder vi en høj grad af fleksibilitet i arbejdet og en god worklife balance, mulighed for hjemmearbejdsdage samt en række goder, som betalt frokostpause, kantine- og frugtordning, motionscenter mv.

Ved FMI og Forsvaret generelt har vi et stort fokus på medarbejder– og kompetenceudvikling og rigtig gode muligheder for at skabe et spændende karriereforløb, der tager afsæt i dine ønsker og behov.


Om dig

Du er uddannet ingeniør eller maskinmester. Alternativt har du en anden relevant uddannelsesbaggrund fx håndværksmæssig (så skal du blot være indstillet på at gennemføre akademiuddannelsen i ledelse efter start hos os).

Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring, gerne inden for værktøj og værkstedsudstyr. Derudover kan du fx have erfaring med projektledelse, kravsspecifikationer, og ERP systemer. Erfaring med produktionsteknik, materielvedligehold, bygge– og installationsteknik, samt evnen til styre og koordinere installationsopgaver, herunder udbud og anskaffelser, er ligeledes en fordel.

Du er relationsskabende og har pondus og drive. Du er god til at kommunikere med alle typer mennesker og har et mindset, der fokuserer på smartere arbejdsmetoder og procesoptimering. Vi værdsætter, at du er opsøgende, opfølgende, imødekommende og nysgerrig.


SÅDAN SØGER DU

Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via knappen ”søg jobbet/ansøg”.

Ansøgningsfristen er søndag den 1. september 2024, men hvis stillingen har fanget din interesse, ser vi gerne din ansøgning hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du fra uge 32 og frem, velkommen til at kontakte Sektionschef Merete Them Kjølholm på telefon 2067 0324.

Vil du derimod vide mere om løn- og ansættelsesvilkår, er du fra uge 32 og frem, velkommen til at kontakte teamleder Julie Hasforth ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 7281 9115.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed forbedrer opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Vi ser frem til at få dig med om bord!


Ansættelsesvilkår

Vi tilbyder en konkurrencedygtig lønpakke inkl. en attraktiv pensionsordning, løbende kompetenceudvikling og gode muligheder for efteruddannelse.

Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst, og der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg med afsæt i erfaring og kompetencer.

Som ansat i Forsvarsministeriets organisation er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.


OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE (FMI)

FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet og har ansvaret for det samlede forsvars- og beredskabsmateriel og it. Dermed anskaffer, driver og bortskaffer FMI al materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Specialoperationskommandoen, Arktisk Kommando, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er uanset, om det er til lands, til vands, i luften eller i cyberspace.

FMI er en af Danmarks mest alsidige arbejdspladser med ca. 2.300 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele kongeriget med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg -5, 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6090896

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet