Bliv HR-konsulent i Center for Rekruttering og Karriere hos Forsvaret

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du kaptajn eller kaptajnløjtnant – og har du mod på nye udfordringer samt ambitioner om at forme fremtidens chefer i Forsvaret og deltage i strategiske beslutninger? Har du stærke kompetencer inden for kommunikation, samarbejde og er du god til at skabe relationer, er du måske vores nye kollega i Chefbemandingssektion Bravo?

Om os

Chefbemandingssektion Bravo er en sektion i Center for Rekruttering og Karriere (CRK) ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) i Ballerup. Vi arbejder med vigtige opgaver inden for chefudvælgelse og internationale udstationeringer, hvor præcision, timing og høj faglighed er afgørende.
Sektionen ledes af en chef og består herudover af ni dedikerede medarbejdere, som både er civile og militært ansatte, og som tilsammen besidder en dyb HR-viden og solid erfaring. Vi arbejder tæt sammen med FPS's direktion og ofte med Forsvarets øverste chefer, hvilket stiller krav om et tæt samarbejde og høj kvalitet i alt, hvad vi gør.
Hos os er hverdagens arbejde præget af en høj grad af professionalisme og et stærkt fokus på samarbejde, både internt og eksternt. Vi opererer ofte i dialog med ministerområdets topchefer og håndterer opgaver der ofte kræver hurtige beslutninger. Samtidig værdsætter vi et stærkt kollegialt fællesskab, hvor humor og en uformel tone skaber et positivt arbejdsmiljø. Vi støtter og coacher hinanden, og vores mål er at være statens førende HR-organisation, som altid leverer løsningsorienteret og professionel rådgivning.
Vores arbejdsplads i Ballerup tilbyder moderne faciliteter, fleksible arbejdsforhold med mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen, samt gode parkeringsmuligheder og nem adgang til offentlig transport. Derudover har vi en kantine, motionsrum og andre faciliteter, der understøtter en sund og produktiv arbejdsdag.

Om stillingen

Som HR-konsulent vil du være ansvarlig for chefrekrutteringer, hvor du deltager i hele processen – fra udarbejdelse af stillingsopslag og deltagelse i ansættelsessamtaler til udarbejdelse af ansættelseskontrakter. Dine analytiske færdigheder bringes i spil, når du screener ansøgerfeltet og vurderer kandidaternes egnethed og efterfølgende drøfter kandidaterne med de rekrutterende chefer, gennemfører jobsamtaler og håndterer den forvaltningsmæssige del. Du får en bred kontaktflade på tværs af ministerområdet og Forsvarets tjenestesteder, og du vil også samarbejde med andre sektioner i CRK og FPS med HR-forvaltning, sagsbehandling, notatskrivning og udarbejdelse af beslutningsgrundlag til FPS's ledelse og Forsvarsministeriets departement.
Vi tilbyder en stilling, hvor arbejdsmængde og krav til tider kan være intense, men hvor du til gengæld har stor fleksibilitet og mulighed for at kompensere for eventuelt merarbejde. Du vil få en mentor ved ansættelsens start, som sikrer, at du bliver fortrolig med dine opgaver og ansvarsområder ligesom dine kollegaer altid står klar til at hjælpe.
I denne rolle vil du blive en del af et stærkt og udviklende fællesskab, hvor din indsats gør en forskel for Forsvaret ved at sikre, at de rette ledere og medarbejdere bliver ansat. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med et nært samarbejde og en kultur, der både er professionel og støttende.
Vores primære områder er Chefniveauet og udstationeringsområdet. Når du starter drøfter vi hvilke opgaver du får, og der er stor mulighed for variation over tid og efter ønske.

Om dig

I stillingen som HR-konsulent forventes det, at du er løsningsorienteret, imødekommende og kommunikerer klart og præcist. Du arbejder selvstændigt og trives i et dynamisk miljø, hvor initiativ og nysgerrighed på nye tiltag værdsættes højt. Det er afgørende, at du har modet til at træffe vigtige beslutninger og levere kompetent rådgivning. Din diplomatisk sans og ansvarsbevidste holdspillermentalitet kombineret med en professionel tilgang til opgaverne gør dig til en værdifuld kollega. Stillingen har også rutineprægede opgaver, hvilket kræver en ihærdig, systematisk og struktureret arbejdsstil.

Stillingens nuværende indehaver, Palle skriver; ” Du skal søge stillingen i Chefbemandingssektion Bravo, hvis du ønsker en hverdag hvor du: udvikles fagligt, får mulighed for at vedligeholde og udbygge dit netværk på tværs af hele organisationen, samtidig med at du kan søge støtte hos nogle fantastiske kollegaer, som ud over det faglige fællesskab, mødes flere gange årligt for at udbygge de sociale relationer.”

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte sektionschef i Chefbemandingssektion Bravo, major Nicolas Salbroe på telefon 3266 5400.

Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR konsulent Agrin Safari på telefon 3266 5461.

Ansøgningsfristen er den 30. september 2024, og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler snarest herefter.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FPS
FPS er overordnet ansvarlig for personaleområdet og HR-driften i Forsvarsministeriets koncern. Koncernen omfatter Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Hjemmeværnet samt en række styrelser såsom Materiel- og Indkøbsstyrelsen, Ejendomsstyrelsen og Personalestyrelsen.
Vi støtter med rekruttering, dels til koncernens mange uddannelser, dels til de ca. 20.000 faste stillinger og de 3.500 stillinger i reserven. Vi rådgiver om HR og arbejdsmiljø, indkalder til Forsvarets Dag, forhandler overenskomster og yder støtte til veteraner og pårørende. Vi har desuden det faglige ansvar for udvikling og udmøntning af koncernens HR-strategiske tiltag.
FPS er som arbejdsplads kendetegnet ved høj faglighed, fokus på videndeling, gode menneskelige relationer og et velfungerende arbejdsmiljø.
Hovedsædet er placeret i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet. Veterancentret, der er en del af FPS, er placeret i Ringsted.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Ballerup Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Lautruphøj , 2750 Ballerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 30-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6112196

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet